Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kolostomi

Oprindelig forfatter IbBal Seneste forfatter Redaktionen

Kolostomi. Ved en permanent kolostomi opsamles afføringen i en plastpose på maven; den skiftes 1-2 gange daglig. Den viste pose er den almindeligst brugte; nogle poser har en åbning forneden og kan dermed tømmes, så de kan bruges længere uden at blive skiftet. Alle poser leveres i et gennemsigtigt eller hudfarvet materiale. Hvis man har brug for ekstra tætning omkring posen, kan man bruge pasta, som lægges i en ring omkring kolostomien. Man behøver ikke at tage posen af under badning eller seksuelt samvær.

kolostomi, operativt anlagt forbindelse mellem tyktarmen og hudoverfladen på bugvæggen. En kolostomi kan være permanent eller midlertidig. Den almindeligste er den permanente, som må anvendes, hvis endetarmen fjernes pga. svær kronisk betændelse eller kræft (se endetarmssvulster). Midlertidig kolostomi anvendes ved akutte betændelsestilstande, tarmslyng eller læsion af tarmen.

Ordet kolostomi kommer af nylatin colostomia af græsk kolon 'tyktarm' og afledn. af stoma 'mund'.

Afføring gennem en kolostomi sker uden viljens kontrol og må opsamles i en kolostomipose af plast, som limes på huden eller knappes på en plade af et hudvenligt materiale. Rigtigt udført sikrer dette mod lugtgener. Ca. 30% af kolostomipatienterne undgår at bruge pose ved at skylle tarmen gennem kolostomien hver eller hver anden dag. Mellem skylningerne dækkes kolostomien med et lille plaster.

Komplikationer til kolostomi forekommer, men er sjældne og som regel af mindre betydning. Kolostomipatienter accepteres i alle erhverv og kan deltage i de fleste sportsgrene. Der findes en dansk patientforening for personer med kolostomi.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ib Balslev: kolostomi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=108300