Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

trikinose

Oprindelig forfatter Skinh Seneste forfatter Redaktionen

Trikinose. 1 Kunstigt farvelagt billede af scanning-elektronmikroskopi af trikiner, forstørret ca. 74 gange. 2 Trikinlarver, der fra tarmen via lymfekar og blodbanen er trængt ind i skeletmuskulatur hos menneskeværten. Hver af de oprullede larver er ved præpareringen skåret igennem, således at der ses flere blå, pølseformede dannelser af hver larve. Lysmikroskopisk billede, forstørret ca. 300 gange.

trikinose, infektionssygdom hos kødædende mennesker og dyr forårsaget af trikiner (Trichinella spiralis), som er parasitære rundorme, der lever i tarmen hos mange dyrearter.

Ormelarver kan vandre ind i kroppens muskler og her overleve som millimeterstore cyster. Ved indtagelse af uopvarmet cysteholdigt kød frigøres larver i tyndtarmen og udvikles i tarmvæggen til orme. Her dannes nye larver, der via lymfekar når blodbanen og herfra trænger ind i musklerne, hvor de forårsager muskelbetændelse (myositis).

Tidligere var især svinekød ofte inficeret, men pga. mangeårig kødkontrol findes trikinose ikke længere i Danmark. I udlandet og Grønland forekommer sygdommen fortsat efter indtagelse af kød, fx fra svin, isbjørn, hest eller hvalros.

Annonce

Ordet trikinose kommer af nylatin trichinosis, af trikin(er) og -ose.

Symptomerne er oftest beskedne, men ved indtagelse af mange larver optræder der efter et par uger feber, sygdomsfølelse, muskelsmerter og -hævelse. Diagnosen kan stilles ved antistofmåling i en blodprøve eller påvisning af ormelarver ved en vævsprøve (biopsi) af muskelvæv. Lægemidler til behandling af parasitære orme, fx albendazol, virker på trikiner, men ikke på larverne, hvorfor sygdommen ved stor udbredelse i musklerne kan være livstruende.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Skinhøj: trikinose i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. juli 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=174256