Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

leishmaniasis

Oprindelig forfatter Buhl Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/17795/=ud_a_199580.mp3?revision=1

leishmaniasis, fællesbetegnelse for tropesygdomme fremkaldt af flagellaten Leishmania, som forekommer hos gnavere, hunde og ræve. Herfra overføres den til mennesker ved stik af sandfluen (Phlebotomus), som er en myggeart.

Ordet leishmaniasis er afledt af Leishmania.

Kala-azar (leishmaniasis visceralis) er den alvorligste form, hvorunder parasitterne invaderer visse hvide blodlegemer (makrofager), hvorved knoglemarven rammes. Sygdommen viser sig ved forstørrelse af lymfeknuder, lever og milt samt et nedsat immunforsvar, således at døden kan indtræde pga. sekundære bakterieinfektioner. Sygdommen forekommer navnlig i SØ-Asien, Østafrika og Middelhavsområdet.

Orientbyld (leishmaniasis cutanea) viser sig som kroniske hudsår, der heler med skæmmende ar. Denne sygdom findes navnlig i Indien, Mellemøsten, Afrika, Middelhavsområdet og Latinamerika.

Annonce

Leishmaniasis kan behandles med antimonholdige lægemidler og kan forebygges ved beskyttelse mod sandfluen ved brug af myggebalsam og imprægneret myggenet efter mørkets frembrud.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mads Rauning Buhl: leishmaniasis i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=115689