Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

erythema infectiosum

Oprindelig forfatter Skinh Seneste forfatter Redaktionen

erythema infectiosum, lussingesyge, den femte børnesygdom (de øvrige fire børnesygdomme er skarlagensfeber, mæslinger, røde hunde og den nu forsvundne Filatov-Dukes sygdom), meget smitsom, mildt forløbende infektion forårsaget af parvovirus B 19. Sygdommen angriber oftest børn i alderen 2-10 år og viser sig ved let feber og samtidigt udslæt, især på kinderne (som efter en lussing), eventuelt også på kroppen. Ofte optræder tillige ledsmerter.

Erythema infectiosum er latin og betyder 'smitsom erytem'.

Virus angriber forstadier til røde blodlegemer og kan forårsage blodmangel (anæmi) hos særligt udsatte. En sådan sygdomskomplikation kan behandles med antistof (immunglobulin) udvundet af serum fra personer, der har haft sygdommen.

Hvis en kvinde tidligt i en graviditet smittes med sygdommen, kan der være risiko for abort eller fosterdød, se også fostersygdomme.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Skinhøj: erythema infectiosum i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=72096