Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

svineinfluenza

Oprindelig forfatter NEng Seneste forfatter Redaktionen

svineinfluenza, influenza A, ny, særlig form for influenza med typen A H1N1, der er en kombination af almindelig influenza, fugleinfluenza, nordamerikansk svineinfluenza og en asiatisk/europæisk svineinfluenza påvist i april 2009 i Mexico.

I løbet af 2009 udviklede svineinfluenzaen sig til en global epidemi (pandemi), der kostede mange menneskeliv på verdensplan. Dødstallet estimeres til mindst 284.000, måske dobbelt så højt. I Danmark døde 32 mennesker.

De virushæmmende lægemidler, fx oseltamivir (Tamiflu®), der har virkning på almindelig influenza, kan også benyttes til behandling af svineinfluenza. En effektiv vaccine mod svineinfluenza blev tilgængelig i efteråret 2009, og risikogrupper tilbydes vaccination. På verdensplan blev flere end 65 mio. mennesker vaccineret under pandemien.

Annonce

World Health Organization (WHO), der har ansvaret for koordinering af global epidemikontrol og varsling af en global epidemi, opgraderede ultimo april 2009 pandemifasen fra 4 til 5 af 6 mulige og 11. juni igen til fase 6, dvs. en fuldt udviklet pandemi. I august 2010 erklærede WHO pandemien for overstået.

Alvorlige udbrud af Influenza H1N1 med mange dødsfald er siden set i bl.a. Indien.

Yderligere information om 2009-pandemien findes på Statens Serum Instituts hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Nils Engelbrecht: svineinfluenza i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=218389