Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

helvedesild

Oprindelig forfatter FBr Seneste forfatter Redaktionen

Helvedesild på venstre side af kroppen med klynger af små blærer. Udbredelsen er bælteformet, fordi den afspejler det anatomiske forløb af områdets følenerver, som udgår fra nerveceller tæt ved rygmarven.

Helvedesild på venstre side af kroppen med klynger af små blærer. Udbredelsen er bælteformet, fordi den afspejler det anatomiske forløb af områdets følenerver, som udgår fra nerveceller tæt ved rygmarven.

helvedesild, herpes zoster, hududslæt, der viser sig som udbrud af rødme, tætstillede småblærer og smerter i et afgrænset hudområde, oftest bælteformet på den ene side af kroppen eller ensidigt i ansigtet, især hos ældre. Intense smerter i området, let feber og almen sløjhed kan fremkomme 2-3 dage før udslættet. Blærerne, der udvikler sig i skub over ca. 6 dage, tørrer ind med skorper, som svinder i løbet af 2-4 uger, undertiden efterladende ar. Hos ældre kan smerterne i få tilfælde vedvare i flere måneder (postherpetisk neuralgi).

Udslættet skyldes genopblussen (reaktivering) af skoldkoppevirus (varicella-zoster-virus). Virus overlever i ansamlinger af nerveceller (ganglier) tæt ved rygmarven eller hjernen efter skoldkoppesygdom i barndommen. Ved reaktiveringen breder virus sig langs nervebanerne til det hudområde (dermatom), der forsynes af gangliets nervetråde; spredte blærer andetsteds kan ses pga. virusspredning med blodet.

Patienter med svækket immunforsvar, fx aids, har øget risiko for udvikling af helvedesild med et alvorligt forløb. Tidligt indsættende behandling med virushæmmende lægemidler kan forkorte forløbet og reducere risikoen for langvarige smerter.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Flemming Brandrup: helvedesild i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=90390