Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

reflekser

Oprindelig forfatter OTha Seneste forfatter Redaktionen

Reflekser. Principtegning af nogle refleksmekanismer i en ekstremitetsmuskel (fx i armen) og de dertil knyttede rygmarvssegmenter. Muskeltene1 er særlige sanseorganer, som findes spredt i musklen; deres specielle muskelfibre er følsomme for stræk og holdes i et konstant beredskab — klar til sammentrækning — af små motoriske forhornsceller (i rygmarven, 2) styret fra overordnede dele af nervesystemet 3. Muskelrefleksen provokeres af et pludseligt træk i muskeltenen. En såkaldt monosynaptisk refleks udløses via den sensoriske nerve fra muskeltenen 4, der direkte aktiverer den store motoriske forhornscelle 5, og nerveimpulsen i dennes udløber, den motoriske nerve6, får musklen til at trække sig sammen. Samtidig bidrager den sensoriske nerve fra musklen til polysynaptiske reflekser via indskudte nerveceller 7, der danner forbindelser (synapser) med andre motoriske forhornsceller i samme og i modsatte side af rygmarven, ofte i flere rygmarvssegmenter. Disse polysynaptiske reflekser fremmer eller hæmmer andre muskelgruppers aktivitet til støtte for den først iværksatte bevægelse.

Reflekser. Principtegning af nogle refleksmekanismer i en ekstremitetsmuskel (fx i armen) og de dertil knyttede rygmarvssegmenter. Muskeltene1 er særlige sanseorganer, som findes spredt i musklen; deres specielle muskelfibre er følsomme for stræk og holdes i et konstant beredskab — klar til sammentrækning — af små motoriske forhornsceller (i rygmarven, 2) styret fra overordnede dele af nervesystemet 3. Muskelrefleksen provokeres af et pludseligt træk i muskeltenen. En såkaldt monosynaptisk refleks udløses via den sensoriske nerve fra muskeltenen 4, der direkte aktiverer den store motoriske forhornscelle 5, og nerveimpulsen i dennes udløber, den motoriske nerve6, får musklen til at trække sig sammen. Samtidig bidrager den sensoriske nerve fra musklen til polysynaptiske reflekser via indskudte nerveceller 7, der danner forbindelser (synapser) med andre motoriske forhornsceller i samme og i modsatte side af rygmarven, ofte i flere rygmarvssegmenter. Disse polysynaptiske reflekser fremmer eller hæmmer andre muskelgruppers aktivitet til støtte for den først iværksatte bevægelse.

reflekser, uvilkårlige fysiologiske reaktioner på en sansepåvirkning. Reaktionerne kan være bevægelser eller kirtelproduktion af sekreter og hormoner. Således kan pupillens kontraktion (pupilrefleksen) fremkaldes af stærkt lys på nethinden, hosterefleksen af irritation af luftrørsslimhinden, og muskelkontraktionsreflekserne af en påvirkning af musklernes strækfølsomme sanseorganer, muskeltenene, som det fx ses ved knærefleksen (patellarrefleksen); her kontraheres musklen på lårets forside straks efter en strækning af muskeltenene, fremkaldt af et let slag på senen under knæskallen.

Mens betingede reflekser er indlærte (se betingning), er de ubetingede reflekser medfødte og ofte rede ved fødslen, fx sutte- og synkereflekserne. Andre ubetingede reflekser fremkommer først senere under individets udvikling, og nogle, herunder sutterefleksen, forsvinder. Alle ubetingede reflekser indgår uden bevidsthedens medvirken i en række automatiske funktioner af betydning for individets beskyttelse, bevægelser, ernæring og forplantning; i mange tilfælde kan de dog undertrykkes vilkårligt, det gælder bl.a. nyserefleksen samt endetarms- og blæretømningsreflekserne, ligesom fakirer kan undertrykke den reflektoriske reaktion på smerter.

Ordet refleks kommer af latin reflexus, afledt af reflectere 'bøje tilbage', af re- og flectere 'bøje, dreje'.

Refleksernes anatomiske grundlag er refleksbuen, nerveforbindelsen mellem refleksstimulationen og refleksreaktionen. I sin enkleste form består refleksbuen blot af to nerver, den indadførende (afferente) og den udadførende (efferente) nerve, med kontakt (synapse) i rygmarven eller i hjernestammen; denne monosynaptiske refleksbue har ultrakort reflekstid (dvs. tiden fra stimulation til reaktion) og tjener især bevægelser, som lynhurtigt kan afværge en truende vævsødelæggelse (afværgereflekser), fx blinkrefleksen. Monosynaptiske reflekser er vidt udbredt i dyreriget, også hos primitive dyr, som fx i søanemonens tentakler.

Annonce

I polysynaptiske reflekser indgår flere, ofte talrige nerveceller og dermed mange synapser indskudt mellem den afferente og den efferente nerve. Disse mere komplicerede refleksbuer sikrer information og evt. aktivering af andre områder af nervesystemet, fx med henblik på et koordineret samspil mellem musklerne, således at en afværgende bevægelse næsten samtidig understøttes af andre ekstremitets- og kropsmuskler, så balancen bevares.

Et koordineret bevægelsesmønster er tillige afhængigt af en overordnet styring og kontrol fra storhjernen og lillehjernen via informationer fra følesansen, synet og ligevægtsorganerne (labyrinterne i det indre øre). Hvis denne overordnede kontrol bortfalder, fx ved en beskadigelse af rygmarven, fortsætter den nedenfor liggende refleksaktivitet uhæmmet med spasticitet til følge.

Autonome reflekser varetager en række automatiske funktioner i det sympatiske og det parasympatiske nervesystem (se nervesystem). Fx reguleres åndedrættet af reflekser med et i hjernestammen beliggende respirationscentrum, der orienteres om blodets ilt- og kuldioxidindhold og øger vejrtrækningen, hvis ilttrykket falder eller kuldioxidtrykket stiger. Nedsat følsomhed i respirationscentret pga. medicinforgiftning eller forhøjet hjernetryk kan nedsætte respirationscentrets følsomhed og dermed svække åndedrættet. Se også refleksundersøgelse.

Historie

Nutidens forståelse af refleksmekanismerne blev foregrebet af René Descartes, som i sin beskrivelse af smertereaktionerne i midten af 1600-t. brugte udtrykket esprits réfléchits ('reflekterede livsånder'), idet han opfattede nerverne som tråde, der ved et træk i hjernen udløste den afværgende bevægelse. Det fundamentale eksperiment udførtes af Stephen Hales i begyndelsen af 1700-t. på en netop halshugget frø, som fortsat havde refleksbevægelser ved stimulation af huden; og tidligt i 1800-t. demonstrerede Charles Bell, at reflekser ophørte ved overskæring af rygmarvens for- eller bagrødder.

Indsigten i refleksfunktionerne øgedes i 1800-t.s slutning, især ved Charles Scott Sherringtons iagttagelser af koblingsmønstret mellem de afferente og efferente nerver i refleksbuen som forklaring på musklernes strækningsreflekser. Samtidig vandt den kliniske undersøgelse af reflekser indpas i den neurologiske undersøgelse og i andre lægevidenskabelige refleksundersøgelser. Betingede reflekser blev første gang beskrevet af Ivan Pavlov, se også adfærd.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Thage: reflekser i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. april 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=149444