Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hørelse

Oprindelig forfatter AxMi Seneste forfatter Redaktionen

hørelse, høresans, evnen til at sanse og analysere lyde. Hørelse er især udviklet hos hvirveldyr og insekter. Sansningen af lyd foregår i ører eller høreorganer, mens analysen fortrinsvis finder sted i hjernen. Sansning af lyde uden en samtidig analyse medfører ingen fordele for dyrene og forekommer da heller ikke.

Der er forskel på, hvilke oplysninger forskellige dyr har interesse i at opfange gennem hørelsen. Mange dyr bruger kun hørelsen til at opfatte lyde fra de rovdyr, der jager dem. Risikoen for at ende som bytte bliver mindre, hvis dyrene kan skelne rovdyrets lyde fra andre lyde samt bestemme retning og også gerne afstand. Modsat øges rovdyrets chancer for at fange et bytte, hvis det kan lytte sig frem. Både rov- og byttedyr har derfor fordel af at være så stille som muligt. Disse hensyn er ofte i modstrid med en anvendelse af lyde som sociale signaler mellem artsfæller. Syngende fugle og insekter kan ikke undgå at henlede opmærksomheden på deres tilstedeværelse, hvilket kan udnyttes af rovdyr.

Anvendelsen af lyd til kommunikation stiller som regel store krav til analysen af det hørte og dermed til hjernens kapacitet. Dyrene må være i stand til at bestemme, hvem der siger noget, hvad budskabet er, og hvor lydene kommer fra. Det forudsætter en evne til at bestemme lydenes rytme, styrke og tonehøjde (frekvens) samt retningen til lydkilden.

Annonce

Analysen i hjernen begynder med, at oplysningerne bliver sendt fra øret til hjernen i form af nerveimpulser. Mest enkel er kodningen af rytmer, der tit blot kan gengives i nerveimpulsernes tidsmønstre. Kraftige lyde, dvs. lyde med stor styrke, udløser flere nerveimpulser end svage lyde. Frekvensanalyse er som regel baseret på, at der i øret eller høreorganet findes flere grupper af sanseceller, hvoraf nogle er mest følsomme for dybe toner, andre for mellemtoner og atter andre for høje toner; hjernen "ved", hvilken del af øret de enkelte nervebaner kommer fra, og den kan derfor tolke de modtagne nerveimpulser som tonehøjder.

Analysen af retning beror på to mekanismer: Dels ankommer lydene oftest lidt tidligere til det ene øre end til det andet, og desuden er lydstyrken ofte højest ved det øre, der vender hen mod lydkilden. Forskellen i lydstyrke ved de to ører er normalt størst ved høje frekvenser, men ved de højeste af de frekvenser, som mennesket kan høre, varierer lydstyrkerne ved de to ører på en så kompliceret måde, at hjernen kun med største besvær kan finde ud af, hvor lyden kommer fra. Dette kan man let konstatere, hvis man om sommeren forsøger at finde syngende græshopper.

Slørugler er uovertrufne i retningshørelse. De kan på flere meters afstand i totalt mørke pejle en mus, der rumsterer rundt i visne blade, og slå ned på den. Sløruglers hoved og kranium er relativt skævt, og det ene øre peger opad, det andet nedad. Sløruglerne kan derfor bestemme lydkilders placering med stor nøjagtighed både vandret og lodret, mens fx mennesket bedst klarer den vandrette placering.

Flagermus og en del hvalers hørelse er endnu mere specialiseret, idet de udsender lyde og lytter efter ekkoerne som en slags ekkolodning eller sonar. Høreorganerne hos disse dyr ligner ørerne hos andre pattedyr, men dyrene bruger en større del af hjernens kapacitet til at analysere det hørte. De udsendte lyde er ultralyd (dvs. tonehøjden ligger over de højeste frekvenser, mennesker kan høre). Blandt de ekkoloddende dyrs særlige evner skal nævnes meget præcist at kunne bestemme tiden mellem skrig og ekko. Da lyd udbredes med en konstant hastighed i luft eller vand, giver denne tidsmåling dem oplysninger om afstande til de genstande, som ekkoerne kommer fra.

Flagermus og hvaler er næsten ene om at udsende ultralyd, så byttedyrene behøver blot at pejle retningen til ultralydskilder og så selv flyve eller svømme væk fra faren. Byttedyrene kan som regel høre det ekkoloddende rovdyr på afstande, hvor ekkoerne endnu er for svage til, at byttet bliver opdaget. Fra studiet af fossiler ved man, at mange grupper af nataktive insekter udviklede øren, da flagermusene begyndte at gøre natten usikker for mere end 50 mio. år siden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Axel Michelsen: hørelse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. juni 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=95560