Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

sulfonamider

Oprindelige forfattere MBK og SHHa Seneste forfatter Redaktionen

sulfonamider, sulfalægemidler, bakteriedræbende lægemidler (kemoterapeutika), som er kemiske varianter (derivater) af stoffet para-aminobenzen-sulfonamid (sulfanilamid).

Sulfanilamid blev syntetiseret i 1906, men først i midten af 1930'erne introducerede den senere nobelprismodtager G. Domagk prontosil til behandling af streptokokinfektioner hos børn. Siden er der udviklet mere end 50.000 forskellige sulfonamider, hvoraf dog kun ca. 30 har været anvendt, herunder sulfonamider, der virker hæmmende på væksten af et bredt spektrum af bakterier, bl.a. pneumokokker og colibakterier, som kan forårsage henholdsvis lungebetændelse og urinvejsinfektion. Den antibakterielle virkning skyldes sulfonamids store lighed med para-aminobenzoesyre, hvis indbygning i bakteriernes folinsyre derved hæmmes.

Ordet sulfonamider kommer af sulfon(er) og amider.

Sulfonamiderne vandt i slutningen af 1930'erne og i 1940'erne stor udbredelse som de eneste effektive midler mod bakterielle infektioner. Efter fremkomsten af penicillin og andre antibiotika har sulfonamiderne mistet deres dominerende rolle. I dag anvendes næsten kun sulfametizol, der bruges ved blærebetændelse. Desuden anvendes kombinationen af sulfamethoxazol og trimethoprim til behandling af sjældnere infektionssygdomme.

Annonce

Med baggrund i observationer under behandling med sulfonamider er der siden 1970'erne udviklet flere sulfonamidlignende lægemidler, der har udbredt anvendelse som vanddrivende lægemidler samt som lægemidler i form af tabletter til behandling af den type sukkersyge (diabetes mellitus), der optræder hos ældre.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Brandt Kristensen, Steen Honoré Hansen: sulfonamider i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=166907