Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

penicillin

Oprindelig forfatter Høiby Seneste forfatter Redaktionen

penicillin, antibiotikum, som produceres i store mængder af skimmelsvampe tilhørende Penicillium-slægten. Det er det første antibiotikum mod bakterier, som kom til almindelig anvendelse, og det er stadig efter mere end 50 års brug et af de bedste, der findes til bl.a. luftvejsinfektioner, visse urinvejsinfektioner, blodforgiftning og meningitis. Det har ingen virkning på virus og svampe.

Stoffet er opkaldt efter skimmelsvampeslægten Penicillium.

Det blev fundet af den skotske bakteriolog Alexander Fleming i 1928 ved et tilfælde, da væksten af stafylokokker i en pladekultur var blevet hæmmet pga. forurening med en skimmelsvamp. Han beskrev stoffets bakteriedræbende effekt, navngav det i 1929 og meddelte nogle få forsøg på klinisk anvendelse af et groft renset præparat ved lokale infektioner. Først 1938-41 lykkedes det briterne H. Florey og E.B. Chain at fremstille et koncentreret penicillinpræparat, der kunne helbrede infektioner hos dyr og mennesker. Da England var anstrengt til det yderste af 2. Verdenskrig, rejste Florey til USA og satte en penicillinproduktion i gang.

I Danmark lykkedes det lægen K.A. Jensen (1894-1971) s.m. Løvens Kemiske Fabrik (nu Leo Pharma) i al hemmelighed at fremstille et koncentreret penicillinpræparat (Leopenicillin) ud fra en Penicillium-stamme, han selv havde isoleret, og som i 1944 kunne anvendes til patienter uden tyskernes viden.

Annonce

Penicillin. En koloni af Penicillium notatum, den art, som ledte Alexander Fleming til opdagelsen af penicillin. P. notatum ligner mange af de andre arter, som man bl.a. kan finde på gammelt brød

Penicillin. En koloni af Penicillium notatum, den art, som ledte Alexander Fleming til opdagelsen af penicillin. P. notatum ligner mange af de andre arter, som man bl.a. kan finde på gammelt brød

Flemings oprindelige skimmelsvamp var Penicillium notatum; senere anvendtes til industriel produktion en højtydende mutant af Penicillium crysogenum. Fire forskellige penicilliner produceres af skimmelsvampen; det mest aktive (penicillin G, benzylpenicillin) kan kun gives som injektion, da det nedbrydes af mavesyren. Et mere syrestabilt produkt (penicillin V, phenoxymethylpenicillin) kan gives som tabletter eller som saft. Senere er man blevet i stand til at syntetisere penicillin.

Anvendelse

Benzylpenicillin og fenoxymethylpenicillin har overvejende effekt på grampositive bakterier, fx streptokokker, pneumokokker og stafylokokker, og enkelte gramnegative bakterier, fx meningokokker og gonokokker. Ved at sætte nye sidegrupper på molekylet er der fremstillet præparater, som har bevaret effekten på grampositive bakterier, men også har effekt på gramnegative bakterier (ampicillin, piperacillin), og et præparat, som kun har effekt på gramnegative bakterier (mecillinam), fx colibakterier.

Penicillin V.

Penicillin V.

Da stafylokokkerne begyndte at udvikle resistens mod penicilliner ved at producere enzymet betalaktamase, som ødelægger betalaktambindingen i penicillin, blev penicillinerne gjort mere modstandsdygtige ved indsættelse af nye sidegrupper, hvorved bl.a. præparaterne meticillin (methicillin, 1959) og dikloxacillin, som er effektive mod betalaktamaseproducerende stafylokokker, fremkom.

Penicillin virker bakteriedræbende på bakterier i vækst ved at bindes til nogle proteiner (transpeptidaser), der medvirker til at danne krydsbindingerne i skelettet i bakteriernes cellevæg, det store peptidoglykanmolekyle, så de ikke kan fungere. Derved bliver cellevæggen svag, så bakterierne sprænges af osmotisk indsuget vand. Penicillin er ugiftigt for mennesker, men kan fremkalde allergiske reaktioner, se lægemiddelallergi.

Den gennem mange år udstrakte brug af penicillinpræparater har medført resistensudvikling hos mange bakteriearter pga. betalaktamaseproduktion og mutationer i transpeptidaserne, så de ikke binder penicillinerne, der derved mister deres virkning. Den sidste mekanisme kendes fx fra de methicillinresistente stafylokokker (MRSA) og de penicillinresistente pneumokokker.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Høiby: penicillin i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=140248