Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

nikotin

Oprindelig forfatter JPKa Seneste forfatter Redaktionen

Nikotin kan teknisk omdannes til nikotinsyre ved iltning. En sådan omdannelse sker ikke i levende organismer, og de to stoffer har vidt forskellig biologisk aktivitet. I organismen kan nikotinsyre og nikotinamid omdannes til hinanden via coenzymet NAD, hvori nikotinamid indgår.

Nikotin kan teknisk omdannes til nikotinsyre ved iltning. En sådan omdannelse sker ikke i levende organismer, og de to stoffer har vidt forskellig biologisk aktivitet. I organismen kan nikotinsyre og nikotinamid omdannes til hinanden via coenzymet NAD, hvori nikotinamid indgår.

nikotin, farveløst, flydende, meget giftigt alkaloid (C10H14N2) fra tobaksplanten. Ved behandling med stoffer, der fremmer iltning, omdannes nikotin til nikotinsyre (se niacin).

Nikotins virkning på det autonome nervesystem beror på dets stimulation af receptorerne for et af kroppens egne signalstoffer, acetylcholin. Nikotin kan optages i kroppen fra alle slimhinder, men nedbrydes hurtigt. Ved indtagelse af mindre doser, fx 1-3 mg ved rygning af en cigaret, virker nikotin stimulerende. Efter større doser optræder der svimmelhed, hovedpine, hjertebanken, kvalme og øget spytdannelse. Ved hurtig indtagelse af meget store doser, dvs. 20-50 mg, optræder der forgiftning med mavesmerter, diarré, kramper og åndedrætslammelse, der må behandles med respirator. Hvis nikotin er indtaget ved synkning, fx hvis et barn har spist en cigaret, behandles forgiftningen med medicinsk kul; der kendes ingen modgift.

Ved et konstant forbrug, fx ved rygning, indtræder der afhængighed og tilvænning til nikotin. Storrygere har ofte en hurtig og evt. uregelmæssig puls. Nikotin bruges som lægemiddel i plastre, tyggegummi, næsespray eller inhalator til rygeafvænning.

Ordet nikotin kommer af fransk nicotine, efter tobaksplanten Nicotiana tabacum, opkaldt efter den franske diplomat Jean Nicot, ca. 1530-1600, der omkring 1560 sendte tobaksplanter fra Lissabon til Paris.

Nikotin blev renfremstillet i 1828 af de tyske læger Wilhelm Heinrich Posselt (1806-77) og Karl Ludwig Reimann (1804-72) ved Heidelberg Universitet, og dets kemiske sammensætning blev klarlagt i 1843. Det har tidligere været anvendt som insektudryddelsesmiddel (insekticid) i have- og landbrug.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Peter Kampmann: nikotin i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=131972