Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

vitaminer

Oprindelig forfatter AAst Seneste forfatter Redaktionen

Citrontræ. Citrusfrugter er rige på C-vitamin.

Citrontræ. Citrusfrugter er rige på C-vitamin.

vitaminer, gruppe af kemisk meget forskellige organiske næringsstoffer, der ved at indgå i ernæringen opretholder kroppens normale og optimale funktion. Da de løbende forbruges og udskilles fra kroppen, som enten ikke selv eller kun i utilstrækkelige mængder kan danne dem, må de stadig tilføres med føden.

Navngivningen af vitaminerne har historisk baggrund, og de opdeles traditionelt i de vandopløselige vitaminer (B-vitaminerne biotin, cyanocobalamin, folinsyre, niacin, pantotensyre, pyridoxin, riboflavin og thiamin samt C-vitamin) og de fedtopløselige vitaminer (A-vitamin, D-vitamin, E-vitamin og K-vitamin).

Ordet vitamin kommer af lat. vita 'liv' og thiamin, det første kendte vitamin.

Behov og anbefalet indtagelse fastlægges af ekspertkomitéer, der tager hensyn til de forskellige behov hos bl.a. nyfødte, børn, mænd, kvinder, gravide, ammende og ældre. I Norden er der fælles anbefalinger (Nordiske Næringsstofanbefalinger), der danner grundlag for kostplanlægning på institutioner og for indholdet i kosttilskud. Menneskers behov for vitaminer revideres løbende, i takt med at forskningen skaber ny erkendelse, og menneskers livsstil ændres.

Annonce

Vitaminmangeltilstande

Vitaminmangeltilstande (avitaminoser) forekommer især i ulande, særlig for A-vitamins vedkommende. I industrialiserede lande optræder avitaminoser hyppigst i forbindelse med sygdom og hos småtspisende. I Danmark er især mangel på D-vitamin blevet et problem hos ældre og tilslørede kvinder, hvis hud ikke belyses nok til dannelsen af D-vitamin i tilstrækkelig mængde, hvilket bidrager til høj forekomst af knogleskørhed.

Sygdomsforebyggelse

Ernæringsforskningen er omkring 2000 præget af en debat om behovet for indtagelse af større mængder af vitaminer mhp. forebyggelse af velfærdssygdomme, og i flere sammenhænge er det foreslået, at kosten ikke kan levere tilstrækkelige mængder af vitaminer, og at tilstrækkelig høje doser kun kan opnås ved indtagelse af kosttilskud (se antioxidanter). Først efter at mange tusinde mennesker under kontrollerede forsøg i årevis daglig har indtaget kosttilskud med høje doser af vitaminer og sporstoffer, har det vist sig, at kosttilskuddene ikke har den forventede sygdomsforebyggende virkning.

Kosttilskud med store doser af A-vitaminets forstadium betacaroten viser sig desuden at kunne forøge forekomsten af lungekræft hos tobaksrygere og hos lungesyge, og store doser af E-vitamin kan fremkalde blødninger, herunder dødelige hjerneblødninger. Indtagelse af vitaminer i form af kosttilskud i doser, der er større end i almindelige vitamintabletter, bør derfor normalt kun finde sted efter samråd med den praktiserende læge.

Mængdeangivelser for dagligt behov ses også opgivet i internationale enheder (IE). Således svarer fx 1 IE A-vitamin til 0,3 μg (retinol), mens 1 IE D-vitamin svarer til 0,025 μg.

Oversigt over vitaminer, der er nødvendige for mennesker
navnfunktionmangelsygdomdagligt behovkilder i dansk kost
fedtopløselige vitaminer
A-vitamin (retinol)synspurpur- og slimhindedannelsenatteblindhed, øjentørsot0,8-1,0 mglever, fede fisk, mejeriprodukter og æg
D-vitamin (kalciferol)knogledannelseengelsk syge (børn), knogleskørhed (voksne)10 µg (børn og ældre voksne), 5 µg (yngre voksne)lever, fede fisk, mejeriprodukter og æg
E-vitamin (tokoferol)antioxidantblodmangel ved sjældne, arvelige sygdomme8-10 mgplanteolier og fisk
K-vitamin (fyllokinon)dannelse af koagulationsfaktorerblødninger50-100 µgbladgrøntsager, lever og nyre
vandopløselige vitaminer
vitaminer med betydning for energistofskiftet (behov i forhold til dettes størrelse)
thiamin (B1-vitamin)coenzym i kulhydratstofskiftenerveforstyrrelser, beriberi1-1,5 mgkornprodukter, svinekød, grøntsager og mejeriprodukter
riboflavin (B2-vitamin)coenzym i energistofskifterevnedannelse i mundvige, slimhinde-forstyrrelser1,3-1,7 mgmejeriprodukter, kød og kornprodukter
niacincoenzym i energistofskiftepellagra15-18 mgkød, grøntsager, mejeriprodukter og kornprodukter
vitaminer med betydning for dannelse af blodlegemer m.m.
cyanocobalamin (B12-vitamin)dannelse af røde blodlegemerblodmangel (perniciøs anæmi) med nerveforstyrrelser2-4 µgkød og mejeriprodukter
folinsyreDNA-dannelseblodmangel (perniciøs anæmi), fosterskader0,2-0,4 mgbladgrøntsager og lever
øvrige vandopløselige vitaminer
pyridoxin (B6-vitamin)coenzym i aminosyrestofskiftespædbørnskrampe, blodmangel1,2-1,5 mgfisk, lever, kød og kartofler
C-vitamin (askorbinsyre)bindevævsdannelse, antioxidantskørbug, forsinket sårheling60 mgfrugter, bær, kål og kartofler
biotincoenzym i kulhydrat-, fedt- og aminosyrestofskiftekvalme og hårtab30-100 µgmejeriprodukter, lever, fisk og kornprodukter
pantotensyrecoenzym i kulhydrat-, fedt- og aminosyrestofskiftetræthed4-7 mgmejeriprodukter, æg, lever og bælgfrugter

Referér til denne tekst ved at skrive:
Arne Astrup: vitaminer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=180746