Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

sult

Oprindelig forfatter AAst Seneste forfatter sthornval

sult, den subjektive fornemmelse, der bestemmer, hvornår fødeindtagelse påbegyndes, og til en vis grad hvor meget man spiser. Sultfornemmelse beskrives sædvanligvis som en knugende eller gnavende smerte i maven samt en indre trang, der driver mod fødeindtagelse. Tidligere tiders antagelse af, at sult skyldes sammentrækninger af mavesækken, er forladt, og omkring 2000 er det opfattelsen, at sultfornemmelsen opstår i hjernen under indflydelse af informationer om kroppens energistatus fra blodets indhold af insulin, glukose og mæthedshormoner (se leptin) samt nerveimpulser fra bl.a. mave-tarm-kanal og lever. Sultfølelsen reguleres af hormonet ghrelin.

Sultfornemmelsen antages at udgå fra et sultcenter i hjernens hypothalamus, som ud over at modtage informationer om fødeindhold i mave-tarm-kanal, blodbane og energidepoter påvirkes af gener, alder, køn, sanseindtryk, humør og tillagte vaner (se appetit). Sult kan således udløses af synet eller duften af indbydende mad, hvilket udnyttes i fødevareannoncering og restaurationer.

Hos mange mennesker, især i den rige del af verden, er det ikke sulten, der får dem til at spise, men kulturelle og vanemæssigt indlærte måltidsrytmer. I ulande og krigsområder er sult knyttet til fødevaremangel, underernæring og hungersnød.

Annonce

Lægemidler og sygdomme kan fremkalde såvel en sygelig øget sult som nedsat eller manglende sult, se appetitdæmpende midler.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Arne Astrup: sult i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=166938