Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kosttilskud

Oprindelig forfatter LOve Seneste forfatter Redaktionen

kosttilskud, produkter, der anvendes som tilskud til den sædvanlige kost, og som ikke er almindelige levnedsmidler. Lovmæssigt skelnes der mellem kosttilskud, som hører under Fødevareloven, og naturlægemidler, som er underlagt Lægemiddelloven.

De mest brugte kosttilskud er kombinerede vitamin- og mineraltilskud, der indtages af mange i de industrialiserede lande. Der er ikke fundet holdepunkter for nogen gavnlig effekt hos raske voksne, fx i form af nedsat sygelighed, men heller ikke konstateret bivirkninger ved indtagelse af vitamin- og mineraltilskud. Disse anses således kun at være nødvendige for personer med nedsat indtagelse eller øget behov, fx børn, gravide, ammende og ældre, samt for personer med ensidige kostvaner.

Desuden forhandles kosttilskud i form af slankeprodukter, fiberprodukter og urteteer samt produkter indeholdende fx ginseng, bakteriekulturer og hvidløg. Mange nye produkter, som kun er kortvarigt på markedet, består af urter eller planteudtræk af eksotisk eller ukendt oprindelse. For dem alle gælder, at dokumentation for effekt mangler eller er meget sparsom; flere af produkterne kan give bivirkninger.

Annonce

Fra 1990'erne er en række kosttilskud overgået til at være naturlægemidler, hvilket kræver, at de har en dokumenteret effekt. Det gælder bl.a. for fiskeolie, coenzym Q10, ingefær og valerianerod.

Se også alternativ medicin og helsekost.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Ovesen: kosttilskud i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=110481