Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

antioxidant

Oprindelige forfattere AAst, HEPo, KOE og LSki Seneste forfatter Redaktionen

antioxidant, stof, der tilsættes organiske materialer for at hindre deres nedbrydning ved reaktion med luftens ilt. Anvendes især i forbindelse med fx plast, gummi, brændsler, smøremidler, kosmetik og fødevarer. Uden tilsætning af antioxidanter vil de fleste organiske materialer have tilbøjelighed til at reagere med ilt, såvel under fremstilling som ved anvendelse. Det fører i almindelighed til forringelse af materialernes kvalitet, fx udseende og mekaniske egenskaber af plast og gummi.

Iltning af organiske materialer forløber gennem kædereaktioner under medvirkning af frie kemiske radikaler, og antioxidanter virker ved at hæmme (inhibere) sådanne reaktioner. Fenolderivater, aromatiske aminer og organiske svovlforbindelser er de vigtigste typer af antioxidanter for polymerer, brændsler og smøremidler.

Ordet antioxidant kommer af græsk anti- og oxidant af oxid 'ilte', af oksys 'sur'.

En særlig form for iltning af organiske materialer er fotooxidation under medvirken af lys. Beskyttelse mod fotooxidation kræver anvendelse af særlige typer antioxidanter, især sådanne, som absorberer ultraviolet lysstråling. Gummi og andre elastomerer med umættet kemisk struktur har udtalt tilbøjelighed til iltning med ozon selv i de relativt lave koncentrationer, hvori ozon forekommer, fx i industrialiserede og tæt befolkede områder. Beskyttelse mod ozon sker ved fysiske antiozonanter som voks, der danner en barriere mod ozon, og kemiske antiozonanter, især organiske kvælstofforbindelser, der selv reagerer med ozon.

Annonce

I 1990'erne kunne en række større videnskabelige undersøgelser ikke indfri forventningerne til, at antioxidanter indtaget i tabletform kan beskytte mod livsstilssygdomme, men pegede derimod på risiko for bivirkninger. Da det har vist sig, at indtagelse af betacaroten i form af tabletter kan øge risikoen for udvikling af lungekræft hos rygere, har myndighederne sat øvre grænser for det tilladte indhold af betacaroten i kosttilskud. Ordinering af kosttilskud indeholdende store doser af antioxidanter anses derfor for at være en lægelig opgave, der varetages under hensyntagen til den enkeltes behov, sygdom og indtagelse af øvrige lægemidler.

Biologisk og ernæringsmæssigt

I biologien er antioxidanter defineret som enhver substans, der i relativt lave koncentrationer kan hæmme eller forhindre iltning (oxidation). Antioxidanter er naturligt forekommende i levnedsmidler og anvendes desuden som tilsætningsstoffer heri og som kosttilskud for at forebygge sygdomme. I organismen omdannes ilt til frie iltradikaler, som er nødvendige for visse stofskifteprocesser, men som også har uhensigtsmæssige virkninger. Frie iltradikaler kan angribe fedtstofferne i cellemembraner (forharskning eller lipid peroxidering), arvematerialet (DNA) samt proteiner, hvilket kan føre til akutte såvel som kroniske skader. Til at hæmme de skadelige virkninger findes antioxidantsystemer bestående af dels kostafhængige stoffer, dels stoffer dannet i organismen og dels en række enzymsystemer.

Kostafhængige antioxidanter. C-vitamin, E-vitamin og betacaroten er de vigtigste og mest undersøgte antioxidanter. De inaktiverer de frie radikaler og omdannes herved selv til frie radikaler, som dog er langt mindre reaktive og dermed mindre skadelige. Vitaminer er kendt for at forebygge mangelsygdomme. Mange af vitaminernes effekter vides i dag at være knyttet til deres antioxidative egenskaber. Det er velunderbygget, at kost med højt indhold af antioxidanter medfører nedsat risiko for udvikling af sygdomme som åreforkalkning, kræftformer i den øverste del af mave-tarm-kanalen, lungekræft og grå stær. Fælles for disse sygdomme er oxidation af vigtige elementer i cellerne. Åreforkalkning hænger sammen med oxidation af fedtstoffer, kræft med oxidation af DNA og grå stær med oxidation af proteiner i øjets linse.

Det er sandsynligt, at indtagelse af antioxidanter i renfremstillet form har samme effekt som kost med højt indhold af dem, især frisk frugt og grøntsager. Mange planteekstrakter hævdes at have helbredsfremmende effekter pga. indhold af antioxidanter; i de fleste tilfælde er dette ikke beviste påstande. I en række observerende undersøgelser af sammenhæng mellem kost og helbred er der fundet beskyttelse mod livsstilssygdomme ved højt indtag af frugt og grønt. Det har dog ikke kunnet vises, at disse positive helbredseffekter skyldes det høje indhold af antioxidanter i frugt og grønt. I en række store kontrollerede kostinterventionsforsøg med tilskud af C-vitamin, E–vitamin og betacaroten er disse antioxidanter i høje doser ikke fundet at have sundhedsfremmende virkning. I en rapport fra Motions- og Ernæringsrådet fra 2006 frarådes indtagelse af høje doser af E-vitamin og betacaroten som kosttilskud pga. mulige skadelige effekter.

Antioxidanter produceret i organismen. Urinsyre, bilirubin og en række andre affaldsstoffer har vigtige funktioner som antioxidanter. En for kraftig nedsættelse af bilirubin hos for tidligt fødte børn medfører eksempelvis en øget risiko for beskadigelse af øjnene ved iltbehandling (retrolental fibroplasi).

Enzymatiske antioxidanter. De vigtigste enzymsystemer er superoxiddismutase, katalase og glutathionperoxidase. Disse enzymer kan inaktivere frie iltradikaler. En række spormetaller, fx selen og kobber, er vigtige for, at de antioxidative enzymsystemer fungerer optimalt, men kan ikke i sig selv betegnes som antioxidanter. En defekt i superoxiddismutase er knyttet til udviklingen af den uhelbredelige nervesygdom amyotrofisk lateralsklerose.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Arne Astrup, Henrik E. Poulsen, Knud Østergaard, Leif H. Skibsted: antioxidant i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=38751