Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

neoteni

Oprindelig forfatter JTrJ Seneste forfatter Redaktionen

Neoteni. Halepadden axolotl udvikler sig normalt til fuld kønsmodenhed i larvestadiet. Neoteni er hos denne art en tilpasning til livet i vandpytter med få rovdyr. Tørrer pytten ud, kan dyrene fortsætte deres udvikling til det for halepadder normale, gælleløse voksenstadium. Den store, hvide axolotl med gæller er en hun af den normale, neotene form, mens den mindre er en han, der har gennemløbet metamorfose til voksenstadium, i dette tilfælde pga. fodring med et skjoldbruskkirtelhormon. Parret udfører parringsdansen, som afsluttes med, at hunnen opsamler en sædpakke afsat af hannen.

neoteni, evolutionsmekanisme, hvor en ny artskarakter opstår ved, at en barnlig/ungdommelig (juvenil) egenskab hos stamformen bevares hos voksne af efterkommeren; dvs. at artskarakteren opstår ved en ændring i det tidsmæssige forløb af legemsdelenes udvikling, ved heterokroni. Eksempelvis har det nyfødte menneskes kranieform ganske stor lighed med nyfødte menneskeabers, og dette præg bevares i voksenlivet; et forhold, der bidrager til at muliggøre en længere vækst- og udviklingsperiode for menneskets hjerne.

Heterokronien kan også gå den anden vej, fx således at kønsorganernes modning fremskyndes i forhold til de øvrige organsystemer, såkaldt progenese, hvorved den nye art kan forplante sig på et stadium, der er juvenilt hos stamformen; det gælder fx for axolotler, se halepadder. Pædomorfose er fællesbetegnelse for neoteni og progenese.

Ordet neoteni kommer af neo- og afledn. af græsk teinein 'udstrække'.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Tranum-Jensen: neoteni i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=131019