Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Den nyeste version af artiklen er endnu ikke godkendt af redaktionen.

trykkammerbehandling

Seneste forfatter Redaktionen

Trykkammerbehandling. 1 Trykkammeret på Rigshopitalet set udefra. Trykkammeret og de indre døre er udført i kraftigt stål for at kunne modstå et tryk på 5 bar. Indgangsslusen er bred nok til, at liggende patienter kan føres ind i trykkammeret. 2 Trykkammeret set indefra. Det har plads til otte siddende eller to liggende patienter. Den siddende patient indånder ren ilt via en ansigtsmaske.

Trykkammerbehandling. 1 Trykkammeret på Rigshopitalet set udefra. Trykkammeret og de indre døre er udført i kraftigt stål for at kunne modstå et tryk på 5 bar. Indgangsslusen er bred nok til, at liggende patienter kan føres ind i trykkammeret. 2 Trykkammeret set indefra. Det har plads til otte siddende eller to liggende patienter. Den siddende patient indånder ren ilt via en ansigtsmaske.

trykkammerbehandling, patientbehandling i et særligt trykkammer, hvor der kan etableres et overtryk på 0,1-5 bar. Under behandlingen indånder patienten ren ilt, hvilket medfører, at blod og væv kommer til at indeholde en betydelig større iltmængde, end man kan opnå ved iltbehandling ved normalt tryk. Hos patienter med dykkersyge (se dykning (dykkermedicin)) medfører trykøgningen desuden, at rumfanget af luftbobler i blod og væv formindskes.

Et trykkammer kan være beregnet til én person, der indånder ren ilt, som trykkammeret er fyldt med. Trykkamre med plads til flere personer indeholder luft, og patienterne indånder derfor ilt gennem en maske.

Trykkammerbehandling gives hurtigst muligt til patienter med dykkersyge, kulilteforgiftning og livs- eller førlighedstruende infektioner i hud og underhud. Patienter med truende koldbrand ved langvarig iltmangel i vævene pga. åreforkalkning, sukkersyge eller strålebehandling gives daglig trykkammerbehandling i 30 dage. Forskellen mellem den høje iltmængde i blodet og det iltfattige væv medfører, at der dannes nye blodkar i området. Derved forbedres iltforsyningen oftest så meget, at vævet heler, eller at amputationer kan undgås.

Annonce

I Danmark udføres trykkammerbehandling i et enpersonskammer på Aarhus Universitetshospital og et flerpersonerskammer på Rigshospitalet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik C. Jansen: trykkammerbehandling i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=174740