• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

perception

Oprindelige forfattere CB-P, CBun og RRos Seneste forfatter Redaktionen

Perception. Vore synsindtryk bestemmes hovedsagelig af fysiske påvirkninger, men det, vi mener at se, er også et resultat af perceptuel forarbejdning og indlæring, hvorfor det således også reflekterer vores viden og fordomme. Tegningerne viser, hvordan Galileo 1, P. Gassendi 2 og de italienske astronomer F. Fontana 3 og P.G. Riccioli 4 i 1600-t. så Saturn gennem kikkert. Først da Christiaan Huygens 5 fik den ide, at Saturn var omgivet af en ring, blev det klart, at det forholdt sig sådan. Nederst 6 ses et fotografi optaget af rumsonden Voyager 1 i 1980.

Perception. Vore synsindtryk bestemmes hovedsagelig af fysiske påvirkninger, men det, vi mener at se, er også et resultat af perceptuel forarbejdning og indlæring, hvorfor det således også reflekterer vores viden og fordomme. Tegningerne viser, hvordan Galileo 1, P. Gassendi 2 og de italienske astronomer F. Fontana 3 og P.G. Riccioli 4 i 1600-t. så Saturn gennem kikkert. Først da Christiaan Huygens 5 fik den ide, at Saturn var omgivet af en ring, blev det klart, at det forholdt sig sådan. Nederst 6 ses et fotografi optaget af rumsonden Voyager 1 i 1980.

perception, sanseiagttagelse, erkendelse af verden gennem sanserne. At percipere er at se, høre, føle, smage eller lugte. Visuel perception (erkendelse af verden gennem synssansen) kan tjene som eksempel.

Stimuli

Når man retter blikket mod et objekt i omgivelserne, dannes der billeder af objektet på nethinderne i ens øjne. Billederne har form af lysmønstre på nethinderne, og de dannes ved optisk projektion. Det objekt, man kigger på, kaldes for en distal ('fjern') stimulus ('sansepåvirkning'). Nethindebilledet af objektet kaldes for en proksimal ('nær') stimulus. Den proksimale stimulus er altså et optisk billede af den distale stimulus.

Synsoplevelser

At man har et nethindebillede af et stimulusobjekt, medfører ikke nødvendigvis, at man ser objektet. For at man kan se stimulusobjektet, må nethindestimuleringen give anledning til en proces, der bringer én i en bestemt indre tilstand — en tilstand, hvori man kan siges at have en synsoplevelse af objektet.

Man kan sige, at synsoplevelsen repræsenterer stimulusobjektet, og at oplevelsen er en indre repræsentation af objektet, en repræsentation, som rummer information om objektet.

Annonce

Ordet perception kommer af latin perceptio 'indsamling, erkendelse, forståelse', af percipere 'tilegne sig, opfatte', af per- og capere 'tage'.

Synsprocessen kan således betragtes som en informationsbehandlingsproces med nethindebilleder som inddata og synsoplevelser som uddata. Efter dansk tradition kaldes sådanne informationsbehandlingsprocesser for forarbejdningsprocesser.

Synsoplevelsernes indhold

Synsprocessen finder i hovedsagen sted i nervesystemet, og synsoplevelser antages at være indre repræsentationer, der bliver dannet i hjernen og foreligger i hjernen i kortere eller længere tid.

Synsoplevelsernes indhold (dvs. det, man synsoplever; det, som repræsentationerne repræsenterer) vil almindeligvis være dele af ens omgivelser (synlige aspekter af den aktuelle stimulussituation).

Vore sanser kan dog bedrage os. Har man en synsoplevelse af et objekt, er der grund til at tro, at objektet faktisk er til stede, men det er ingenlunde sikkert. Ligesom et billede kan være fortegnet, og et udsagn kan være falsk, således kan en indre repræsentation være illusorisk (se illusioner).

Synsprocessernes hovedfaser

Synsprocessen kan opdeles i to hovedfaser: sensorisk forarbejdning (sansning) og perceptuel forarbejdning. Ved sensorisk forarbejdning af billeder på nethinden dannes indre repræsentationer, som kaldes synsindtryk. Ved perceptuel forarbejdning af synsindtryk dannes en anden type repræsentationer, som kaldes perceptuelle kategoriseringer.

At man synsoplever et objekt, indebærer både, at man danner et synsindtryk af objektet, og at man foretager en perceptuel kategorisering af objektet.

Synsindtryk

Et synsindtryk kan bestemmes ved en beskrivelse af indholdet, som udelukkende omhandler form, farve og bevægelse. En persons samlede synsindtryk på et givet tidspunkt kan betragtes som en indre repræsentation af de dele af personens omgivelser, som er afbildet på nethinderne — og synsindtrykket kan beskrives som en mere eller mindre korrekt repræsentation af de distale stimulis former, farver og bevægelser i det tredimensionale rum (personens visuelle rumopfattelse).

Illusoriske visuelle bevægelser er eksempler på illusoriske synsindtryk. Skiftevis præsentation af to rumligt adskilte lyspletter kan fremkalde et indtryk af en enkelt lysplet, der bevæger sig frem og tilbage mellem de to stimuluspositioner (stroboskopisk bevægelse).

Under gunstige betingelser er illusionen perfekt, så at det for iagttageren grangiveligt ser ud, som om han eller hun præsenteres for en enkelt plet i bevægelse. Illusionsvirkningen kan frembringes, hvad enten iagttageren er informeret om stimulussituationens faktiske beskaffenhed eller ej.

Men illusionsvirkningen forudsætter, at præsentationsraten (antallet af billedskift per sekund) er forholdsvis lav, og tærsklen (den højeste præsentationsrate, der tolereres) aftager med voksende afstand mellem de to stimuli. Effekten er sensorisk; den vedrører dannelse af synsindtryk af objekter i rummet, men ikke perceptuel kategorisering af disse.

Perceptuel forarbejdning og genkendelse

Perceptuel forarbejdning indledes med strukturering af det samlede synsindtryk efter såkaldte gestaltlove, dvs. inddeling af indtrykket i separate perceptuelle enheder (gestalter) svarende til forskellige objekter.

De perceptuelle enheder, der dannes, kan sammenlignes (matches) med repræsentationer lagret i en visuel korttidshukommelse (forestillingsbilleder) eller med visuelle repræsentationer i langtidshukommelsen (hukommelsesbilleder). Perceptuelle kategoriseringer er baseret på sådanne sammenligninger.

Brug af forestillingsbilleder

Forestillingsbilleder kan dannes på tre forskellige måder: 1) ved kopiering af perceptuelle enheder fra synsindtrykket til visuel korttidshukommelse; 2) ved kopiering af hukommelsesbilleder fra langtidshukommelsen til visuel korttidshukommelse; 3) ved omdannelse af forestillingsbilleder, som allerede foreligger i visuel korttidshukommelse.

Ved sammenligning mellem et forestillingsbillede og en perceptuel enhed i synsindtrykket fås et gradueret mål for, hvor godt det i synsindtrykket repræsenterede stimulusobjekt stemmer overens med det i forestillingsbilledet repræsenterede.

Visuel identifikation af stimulusobjektet som værende identisk med eller forskelligt fra det forestillede objekt kan baseres på, om dette mål overskrider en justerbar tærskelværdi.

Brug af hukommelsesbilleder

Hukommelsesbilleder dannes ved kopiering af forestillingsbilleder fra visuel korttidshukommelse til langtidshukommelsen. Mens korttidshukommelsens kapacitet er stærkt begrænset, er langtidshukommelsens kapacitet enorm.

En perceptuel enhed i synsindtrykket antages imidlertid at kunne sammenlignes parallelt med mange af og måske alle de hukommelsesbilleder, der er lagret i langtidshukommelsen. Resultatet af hver enkelt sammenligningsproces er et mål for, hvor godt den perceptuelle enhed stemmer overens med det involverede hukommelsesbillede (graden af match).

Hvert hukommelsesbillede er forbundet med en begrebsmæssig repræsentation i langtidshukommelsen, så at den begrebsmæssige repræsentation aktiveres (overføres til begrebsmæssig korttidshukommelse), hvis graden af match overskrider en justerbar tærskel. Således aktiverede begrebsmæssige repræsentationer er perceptuelle kategoriseringer af det i synsindtrykket repræsenterede objekt.

Perceptuel indstilling

Givet en bestemt proksimal stimulering antages den sensoriske forarbejdning at forløbe på stort set samme måde hos mennesker uden sensoriske anomalier såsom farveblindhed.

Perceptuel forarbejdning er anderledes fleksibel. En persons perceptuelle kategoriseringer afhænger fundamentalt af personens tidligere erfaringer og af hans eller hendes aktuelle indstilling (forventninger, ønsker og mål).

Den perceptuelle indstilling er således bestemmende for, hvilke af de i synsindtrykket repræsenterede stimulusobjekter der bliver genstande for perceptuelle kategoriseringer (stimulusselektion), og for arten af de perceptuelle kategoriseringer, der foretages (kategoriel selektivitet).

Indstillingens betydning for perceptionen har været et hovedemne inden for perceptionspsykologien fra den såkaldte new look-bølge i 1940'erne og 1950'erne til vore dages teorier om perceptuel opmærksomhed.

Perceptionsforstyrrelser

Perceptionsforstyrrelser er abnorme fortolkninger af sanseindtryk, oftest vedrørende syn og hørelse, men alle typer sansning kan inddrages.

Illusioner er normalpersoners relativt hyppigt forekommende fejlfortolkninger af synsindtryk, fx i skumringen, når et træ misopfattes som en person.

Hallucinationer, der hyppigt forekommer ved sindssygdomme, er derimod sanseoplevelser, der ikke udløses af et sanseindtryk. Den syge hører stemmer eller ser syner.

Mange rusmidler, især LSD, kan frembringe såvel illusioner som hallucinationer. Under epileptiske anfald kan der også optræde perceptionsforstyrrelser.

Filosofi

Spørgsmålet om, hvilken status perception har som kilde til erkendelse, og hvad det er, som perciperes, har gennem hele filosofiens historie været et centralt erkendelsesteoretisk problem.

Det er kun ekstreme erkendelsesteoretiske rationalister som fx Parmenides og Platon, der benægter, at perception (sansning) overhovedet kan give nogen form for erkendelse. Moderate rationalister, fx Aristoteles og René Descartes samt alle empirister fra John Locke til Bertrand Russell, hævder, at perception er en kilde til erkendelse og for empiristerne den eneste kilde. Det er altså nødvendigt med en filosofisk perceptionsteori, som forklarer, både hvordan og hvad der perciperes.

Meget udbredt er den kausale, repræsentative perceptionsteori, der udsiger, at de forestillinger ("sansedata"), vi perciperer, og som umiddelbart foreligger i vor bevidsthed, på en eller anden måde — som et resultat af den ydre omverdens indvirkning på vort sanseapparatur — repræsenterer de ydre genstande. I denne teori indgår ofte en lære om de primære og sekundære kvaliteter (sansekvaliteter).

De konsekvent empiristiske erkendelsesteoretikere, fx George Berkeley og David Hume (se fænomenalisme), benægter den repræsentative kausalteori, idet vi intet kan vide om en ydre, materiel omverden.

En anden udbredt teori er den naive (eller den direkte) realistiske perceptionsteori. Denne hævder, at vi direkte perciperer ydre genstande og erkender disses egenskaber, som de er i sig selv, uden at denne erkendelse er formidlet af subjektive bevidsthedsfænomener ("sansedata"). Forekomsten af perceptuelle illusioner er et umiddelbart problem, som tilhængerne af den repræsentative, kausale teori anfører i kritikken af den naive realisme.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Bengt-Pedersen, Claus Bundesen, Raben Rosenberg: perception i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=140488