• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

illusioner

Oprindelig forfatter HAxL Seneste forfatter Redaktionen

illusioner, sansebedrag, forekommer på flere sanseområder, herunder syn, hørelse og følesans. De viser, at den hverdagsagtige naive opfattelse, at vore sanser blot reflekterer, hvad der er fysisk til stede, ikke er holdbar. Sansebedrag er helt normale perceptionspsykologiske fænomener og bør ikke forveksles med hallucinationer, der kan skyldes sygelige ændringer i sansning og perception eller bero på indtagelse af rusgifte, der forstyrrer stofskiftet i de hjerneceller, der håndterer sensorisk og perceptuel informationsbehandling.

Der findes talrige demonstrationer af sansebedrag, hvoraf en del såkaldt geometrisk-optiske illusioner efterhånden er blevet godt kendt via populærvidenskabelige værker, aviser mv. Frasers spiral er faktisk ikke en spiral, men en gruppe koncentriske cirkler, der er konstrueret af en række linjestykker, der peger lidt indad mod centrum på en måde, der spiller vor synsprocessering et puds. Perceptionspsykologernes interesse for illusioner som Frasers spiral eller Müller-Lyer-illusionen, hvor to lige lange linjestykker har hhv. indadvendte og udadvendte "pile" i enderne, går tilbage til 1800-t. og er baseret på en antagelse om, at netop illusionerne er velegnede til at belyse de grundlæggende perceptuelle mekanismer.

Ordet illusioner kommer af latin illusio, af illudere 'lege med, narre', af in- og ludere 'lege'.

Mens de basale mekanismer, der ligger til grund for Müller-Lyer-illusionen, stadig diskuteres, er der stort set enighed om, at Frasers illusion beror på, at vort synssystem er særlig følsomt over for kanter og konturer i det billede, der dannes på øjets nethinde.

Annonce

I den såkaldte pyramide-illusion fremtræder diagonalerne i en firkant med langt større lyshed end resten af figuren, men faktisk har de fuldstændig samme lyshed som de kvadratiske bånd. Figuren er konstrueret ved at lægge stadig mindre, fuldstændig ensfarvede kvadrater oven på hinanden, idet hvert kvadrat tillige er noget lysere end det foregående. Man kan gennem matematiske analyser bevise, at et synssystem, der på samme måde som vort er indrettet til at fremhæve bratte skift i lysintensitet (svarende til kanter og konturer), nødvendigvis vil producere en indre billedmæssig repræsentation, hvori diagonalerne vil blive stærkt fremhævet.

Kanter og konturer er vigtige, da de signalerer afgrænsningen af genstande og flader som fx dyr, marker, søer og veje. Vi har en åbenbar tendens til at danne konturer, der signalerer objekter i forskellig dybde — selv når der ikke objektivt er korresponderende bratte intensitetsskift til stede i den visuelle påvirkning. Disse subjektive konturer betegnes undertiden som kognitive konturer for at understrege, at de kan være et resultat af subjektive hypotesedannelser og andre højere kognitive processer som fx indstilling.

Illusioner. Figuren viser en såkaldt umulig figur, Den umulige trappe, der første gang blev offentliggjort i 1957 af to britiske matematikere, L.S. Penrose og R. Penrose.

Illusioner. Figuren viser en såkaldt umulig figur, Den umulige trappe, der første gang blev offentliggjort i 1957 af to britiske matematikere, L.S. Penrose og R. Penrose.

I M.C. Eschers litografi Opstigning og nedstigning indgår den umulige trappe som det centrale motiv; blot et af mange eksempler på, hvorledes visuelle illusioner har spillet en rolle i billedkunst og arkitektur. Trappeillusionen er kognitiv i den forstand, at man udmærket kan se på sådanne figurer uden at notere sig, at de afbildede objekter ikke kan repræsentere virkeligt eksisterende objekter. Illusionen fremtræder først ved en nærmere granskning, der viser, at trappen lokalt har samme udseende som en fuldstændig almindelig trappe, samtidig med at der ved den globale afbildning af trappen er brugt modstridende principper for afbildning af tredimensionale figurer på papiret.

Den evigt opadstigende trappe findes i en auditiv version, en slags tonal himmelstige, der skyldes Roger N. Shepard. I Shepard-illusionen afspilles et sæt af toner, der stiger med en oktav fra en tone til den næste, i kort tid, fx 1/8 sek. Efter et tidsinterval af samme længde afspilles et nyt sæt toner, der alle er rykket en smule op i tonehøjde. De lokale skift i tonefrekvens opfattes, som om tonehøjden af den sammensatte tone hele tiden stiger, men uden at den samtidig bevæger sig højere og højere op ad toneskalaen. Hvis Shepard-tonerne spilles baglæns, virker det, som om successionen af toner hele tiden falder, samtidig med at tonerne alligevel ikke bliver dybere.

De perceptuelle illusioner virker overraskende og paradoksale. De stiller spørgsmål ved, om den umiddelbare erkendelse af den verden, vi tager for givet, er til at stole på; illusionerne gav da også, især tidligere, anledning til ganske omfattende teoretiske og filosofiske diskussioner vedrørende de generelle muligheder og begrænsninger i den menneskelige erkendelse. I moderne kognitionspsykologi har illusionsfænomenerne dog ingen særstatus. De er værdifulde som demonstrationer, der ofte med betydelig pædagogisk slagkraft kan illustrere generelle træk ved sensorisk og perceptuel informationsbehandling.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Axel Larsen: illusioner i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 29. maj 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=96424