• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

bevidsthed

Oprindelige forfattere BKatz og JRyb Seneste forfatter Redaktionen

bevidsthed, (fra ty. Bewußtheit), indtil ca. 1800 fandtes kun ordet samvittighed til at betegne det, vi i dag opfatter som bevidsthed, idet vittig dengang betød at være vidende. Bevidsthed er nok det mest undersøgte emne i psykologien, men til trods herfor det vanskeligst forståelige. Bevidsthed er ikke det samme som psyke, men må betragtes som nogle træk eller funktioner ved psyken og i fuldt udfoldet form formentlig kun ved menneskets psyke.

Det er ikke muligt kort at definere, hvad bevidsthed er, fordi bevidsthed er blevet tillagt en meget lang række betydninger lige fra vågenhed til selvbetragtning. Det viser, at bevidsthed sandsynligvis består af en sammensat gruppe af indbyrdes formentlig kun løst forbundne psykiske processer, hvoraf kun nogle behøver at være virksomme ad gangen.

Fx kan en person tale forståeligt om sig selv og omgivelserne efter at have fået et slag i hovedet, der bevirker, at han ikke kan huske, hvordan han for en time siden blev bragt på hospitalet, skønt han på det tidspunkt ikke var bevidstløs. Her er nogle af bevidsthedens processer til stede, mens andre ikke er, da det normalt er en del af bevidstheden at kunne fremdrage nyligt stedfundne begivenheder fra hukommelsen til støtte for orienteringen i tid og rum.

Annonce

Bevidsthedsgrader

Bevidstheden er som nævnt ikke identisk med psyken som helhed. Der foregår uhyre meget mere i psyken end bevidste processer. Mennesker handler også på grundlag af erfaring, viden, motivationer og følelser samt reagerer på indtryk, der ikke er bevidste i handlingsøjeblikket eller i det mindste ikke klart bevidste.

Adskillige af de psykiske processer, der beskrives i det følgende, foregår derfor også underbevidst eller uden at have bevidsthedskvalitet.

Eksempelvis kommer grundlaget for eller kilderne til den sætning, der skrives lige nu, til forfatterens bevidsthed fra et sted i psyken, som ikke er bevidst. Bevidsthedens indhold har med andre ord mange grader hen imod det bevidsthedsdunkle og det, der slet ikke er og aldrig kan blive bevidst.

Oplevelse og opmærksomhed

Den enkleste betydning af bevidsthed er at opleve, være klar over eller opmærksom på noget. Videre kan bevidsthed da forstås som summen af, hvad personen i et givet øjeblik oplever eller er opmærksom på.

Intentionalitet

For at kunne opleve eller være opmærksom må bevidstheden være rettet mod noget. Det siges ofte på den måde, at bevidstheden har en genstand (objekt). Måske med undtagelse af visse følelser og stemninger er det at opleve altid at opleve noget, hvad enten dette noget befinder sig uden for personen eller optræder som personens forestillinger, ønsker, meninger osv.

At bevidstheden således er rettet fra personen mod genstanden kaldes intentionalitet; F. Brentano hævdede, at dette udgør den afgørende forskel mellem det fysiske og det psykiske, herunder bevidsthed. Senere filosoffer som Edmund Husserl, Jean-Paul Sartre og Maurice Merleau-Ponty betragter også intentionalitet som et centralt træk ved bevidstheden.

Intention, motivation og emotion

Når intentionaliteten har form af en hensigt eller et ønske om at foretage sig noget med objektet, udgør den en bevidst motivation. Motivationer er ofte ledsaget af emotioner.

Selektion og korttidshukommelse

Når bevidstheden er intentionelt rettet mod noget, er den samtidig nødvendigvis rettet bort fra noget andet. Psyken rammes hvert øjeblik af en uhyre mængde påvirkninger (stimuli) fra den ydre virkelighed og fra kroppen, og vi er kun bevidste om ganske få af dem ad gangen.

Bevidstheden og lavere lag i psyken under bevidsthedens tærskel udvælger (selekterer) de påvirkninger, der er betydningsfulde i øjeblikket, og opbevarer dem i korttidshukommelsen, mens alle de andre holdes ude af bevidstheden. Det er muligvis denne selektion, der fungerer dårligt ved visse alvorlige psykiske sygdomme, således at personen bliver oversvømmet af mange flere indtryk end raske personer.

Subjekt-objekt-spaltning

Ifølge en lang filosofisk og psykologisk tradition med rødder i Immanuel Kant og G.W.F. Hegel har man beskrevet bevidstheden i forhold til de skiftende opfattelser af forholdet mellem subjekt og objekt.

I sine erfaringer med virkeligheden formår dyrets psyke næppe at skelne mellem sig selv som subjekt og virkelighedens andre organismer, ting og begivenheder som objekt for sine virksomheder og erfaringer.

Dyret er kun relateret til objektet, for så vidt som det er i færd med at gøre noget med det i sin umiddelbare livsvirksomhed som fx at fortære det eller flygte fra det.

Menneskets bevidsthed er derimod på afstand af eller spaltet fra objektet, fordi bevidstheden kan iagttage og være opmærksom på objektet uden nødvendigvis at have med det at gøre i samme umiddelbare livsvirksomhed som dyret. Af den grund forstår den menneskelige bevidsthed, at objektet eksisterer uafhængigt af mennesket selv (subjektet).

Deraf følger, at den menneskelige bevidsthed kan opfatte de vedvarende eller konstante egenskaber ved objektet, der tilhører og karakteriserer dette uafhængigt af, hvad mennesket har for med det i øjeblikket. Fx forstår mennesket, at en sten er tung og hård, også selvom det ikke holder stenen i hånden og bruger den som redskab.

Bevidstheden forstår med andre ord virkelighedens egen indretning adskilt fra menneskets umiddelbare livsvirksomhed i den, hvorfor mennesket kan håndtere eksempelvis en sten på måder, som ingen andre dyr kan præstere.

Kategorisering

Den menneskelige bevidsthed oplever ikke kun noget, men oplever almindeligvis tillige, hvad dette noget er. Hvad et objekt som fx en sten er, afhænger af de vedvarende egenskaber ved det (bl.a. tyngde og hårdhed). Disse konstante egenskaber udgør objektets kategori.

Som følge af subjekt-objekt-spaltningen forstår mennesket som nævnt, at disse vedvarende egenskaber eksisterer i sig selv hos objektet, uafhængigt af hvad subjektet gør med det i øjeblikket, og uafhængigt af fra hvilke perspektiver det opfattes.

Det sætter den menneskelige bevidsthed i stand til at gruppere eller kategorisere objekterne i typer som fx sten, træer, følelser, folkeslag eller pernittengryn osv. Alle sten har visse egenskaber, fx tyngde og hårdhed, alle træer har nogle andre egenskaber etc.

Når bevidstheden på denne måde ved, hvilken gruppe eller kategori noget tilhører, ved den samtidig, hvad dette noget er.

Tænkning

Subjekt-objekt-spaltningen og kategoriseringen tillader bevidstheden at trænge om bag eller abstrahere fra det konkrete objekts umiddelbare fremtræden.

Derfor kan menneskets bevidsthed via begreber og systemer af begreber drage slutninger om de skjulte forbindelser mellem virkelighedens ting og begivenheder, fx hvad der vil ske med et træ ved en skovbrand.

Dermed er menneskets bevidsthed udstyret med intellekt eller fornuft og formår at udføre det, der kaldes tænkning. Langtfra al tænkning foregår dog bevidst.

Almene betydninger

Kategoriseringen af objekterne i grupper af ting som fx træer er det samme som at tildele dem betydninger. Betydninger er fælles og offentlige, også når personen er i enrum.

Vi kan kun forstå, hvad et træ er, hvis vi i store træk er enige om dets kategorisering som træ snarere end fx busk eller blomst.

Det enkelte individ fødes ind i et sådant allerede eksisterende kulturelt betydningssystem, som det overtager under sin opvækst. Hvis dette ikke lykkes, kan personen ikke forstå virkeligheden, og andre kan ikke forstå den pågældende.

Den individuelle bevidsthed er således bærer af et fælles eller alment betydningsunivers, hvori og hvormed og ud fra hvilket den forstår ting og begivenheder og gør sig forståelig for andre menneskelige bevidstheder.

Viden og langtidshukommelse

De almene betydninger lagres i langtidshukommelsen som viden og færdigheder. Denne viden kan trækkes frem fra hukommelsen til bevidstheden, deles med andre og gøres til genstand for fælles undersøgelse og korrektion.

Med Endel Tulving (f. 1927) er det almindeligt at skelne mellem episodisk og semantisk viden og hukommelse. Det episodiske videnslager rummer tidslige og rumlige erindringer og erfaringer som forbindelser mellem begivenheder i personens eget liv. Det semantiske videnslager rummer kendskabet til og færdigheden i brugen af det verbale sprogs betydninger og henvisninger til forbindelser mellem begivenheder i den fællesmenneskelige virkelighed.

Indsigt i lovmæssigheder, bevidstgørelse

Subjekt-objekt-spaltningen, kategoriseringen og de almene betydningers fælles viden er de nødvendige forudsætninger for, at en person kan forstå stenens og træets egne og af personen uafhængige egenskaber. Endvidere kan tænkningen som nævnt drage slutninger om de skjulte forbindelser mellem sten og træer.

Derfor skaber bevidstheden indsigt i de lovmæssige sammenhænge i den naturlige og kulturelle virkelighed. Denne opfattelse af bevidstheden fremhæves bl.a i marxistisk psykologi og filosofi, hvor det tilstræbes, at mennesker gennem sådan indsigt bliver bevidstgjorte om deres positioner og roller i samfundets politiske og økonomiske forhold. Den samme idé optræder i psykoanalysen, hvor målet med analysen er at gøre det ubevidste bevidst.

Sproget

I mange psykologiske og filosofiske traditioner antages det verbale sprog at være en nødvendig forudsætning for bevidsthedens kategorisering, viden og almene betydninger. Undertiden betragtes sprog og bevidsthed næsten som identiske størrelser.

Andre traditioner mener derimod ikke, at det er tilfældet, idet mange oplevelser kan have sanselig og billedlig karakter uden sprogligt islæt.

Det er klart, at alt, hvad der kan udtrykkes sprogligt, må være bevidst, men det omvendte er ikke lige så indlysende. Det er derfor muligt, at store dele af bevidstheden ikke er sproglig, men det er et omstridt spørgsmål.

Læring og kreativitet

Dyr kan ikke lære noget nyt i nær samme udstrækning som mennesker. Det skyldes, at dyr i højere grad er født med de indbyggede styringsprogrammer, der kaldes instinkter. Mennesker er derimod meget mere fleksible, hvorfor de kan lære og skabe nye ting og idéer (se begavelse). Denne kreativitet udspringer af menneskets evne til på grundlag af kategoriseringen analytisk at nedbryde erkendelsen af virkeligheden i små elementer og derpå, ligesom fx sprogets syntaks, kombinere eller sætte dem sammen igen efter nogle mentale regler til en ny helhed eller syntese. Af denne grund kan menneskets bevidsthed i samspil med underbevidste psykiske processer skabe principielt sagt endeløse nye betydninger og ting.

Gensidighed

Inden for en given kultur udgør de almene betydninger et fælles socialt videnslager. Dette lager tages normalt for givet som den forståelseshorisont, hvori den enkelte uden videre regner med, at ting opfattes på samme måde af andre som af den pågældende selv.

Vi går sædvanligvis ud fra, at andre i store træk har de samme slags meninger, kundskaber, hensigter, motiver, følelser osv., som vi selv har, indtil andet evt. viser sig at være tilfældet.

Det kalder Alfred Schütz (1899-1959) antagelsen om de gensidige perspektiver. De gensidige perspektiver bevirker, at den enkelte i dagligdagen indtager den samme slags holdninger til virkelighedens sagforhold og til sig selv, som han normalt uden at ænse det formoder, at de andre gør.

Sagt med G.H. Mead formår den menneskelige bevidsthed at sætte sig i den andens sted og betragte virkeligheden ud fra den andens perspektiv. Svigtende evne til at sætte sig i den andens sted er formentlig en vigtig faktor ved forskellige psykiske forstyrrelser og sygdomme som fx autisme og psykopati.

Intentionalitet af 2. orden

Samtidig med denne sætten sig i den andens sted tillægger personen uvilkårligt de andre viden om hans egen viden, overbevisninger, hensigter m.m. Det kan kaldes intentionalitet af 2. orden.

Det vil sige, at den enkelte ikke kun forstår den andens overbevisninger og hensigter m.m., men tillige tillægger ham overbevisninger om andres overbevisninger og hensigter.

Den menneskelige bevidsthed tjener dermed noget af det mest indviklede af alt, nemlig evnen til at forestille sig hvad de andre mener, og hvad de mener om både mine og deres egne overbevisninger og hensigter. Dette er nødvendigt, for at de gensidige perspektiver kan fungere og menneskenes sociale samliv kan finde sted.

Overvågning, vurdering, synteseskaben og beslutning

Billedligt kan man betragte psykens uhyre mange processer som journalisterne ved en avis. De udfører en lang række specialiserede funktioner i form af perception, tænkning, problemløsning, motivation, følelser m.m. De sender budskaber til hinanden, men har ringe kendskab til og indflydelse på hinandens aktiviteter.

Når avisen, ligesom menneskets psyke, er så kompliceret et foretagende, vil resultatet af den slags parallelt forløbende og af hinanden måske ret uafhængige aktiviteter blive kaotisk.

Man kan derfor antage, at ligesom avisen har én redaktør, har evolutionen bevirket, at en af aktiviteterne er blevet udnævnt til at overvåge og redigere eller samstemme og koordinere alle aktiviteterne til en som regel harmonisk og handledygtig enhed eller syntese.

Bevidstheden er da en slags chefredaktør, der sammenfatter aktiviteterne, vurderer deres lødighed, sammenholder dem med hukommelseslageret, planlægger, sætter mål og træffer de beslutninger, journalisterne nu udfører som et samarbejdende kollektiv.

Refleksivitet

En særlig slags overvågning er at være opmærksom på sig selv. Mennesket kan se på sig selv eller tænke over sin egen tænkning. Det kaldes refleksivitet eller selvhenvisning og kan forstås som intentionalitetens tilbagevenden fra objektet til sit eget udspring i personen.

Denne tilbagevenden følger af subjekt-objekt-spaltningen, for når personen forstår objektet som adskilt fra sig selv, forstår personen nemlig samtidig omvendt sig selv som adskilt fra objektet og som det subjekt, der er i færd med at opfatte og forstå objektet.

Bevidstheden muliggør med andre ord det træk ved psyken, at mennesket kan tænke over selve denne forståelsesaktivitet.

Selvbevidsthed, identitet

En særlig udgave af refleksivitet kan kaldes selvbevidsthed. Det vil enten blot sige summen af de sindstilstande, som personen i et givet øjeblik er klar over eller opmærksom på hos sig selv, eller det vil i bredere forstand sige en erfaring af, hvilke forestillinger, tanker, motiver, kundskaber, følelser, færdigheder, talenter m.m. eller tilsammen hvilke egenskaber, der i særlig grad opfattes som min identitet (en selvbiografisk identitet) eller den personlighed, jeg er.

Subjektet kan gøre sig til objekt for sig selv og iagttage sig selv udefra på principielt samme måde, som andre kan. Bevidstheden kan således have en model af sig selv, ganske som den kan have en model af, hvordan et hus er indrettet, eller af andre menneskers bevidstheder og personligheder.

Selvhed, identitet

Et andet træk ved refleksiviteten er, at bevidstheden ledsages af en følelse af 'selvhed'. Jeg fornemmer mig selv fra et særligt indre perspektiv som en sammenhængende enhed, der oplever dette og gør hint og holder oplevelsen og handlingen fast som netop tilhørende min og ingen andres bevidsthed.

Gennem tid og rum føler jeg mig rodfæstet i begivenhedernes centrum i et identitetsforhold til mig selv, som er mere personligt og fortroligt end et forhold til noget andet i verden.

Jeg er en slags vidne til mine egne tanker, følelser og handlinger på en intim måde som en svært beskrivelig indre kerne, ingen andre har samme adgang til. Defekter i denne selvhedserfaring ledsager formentlig visse psykiske lidelser og sygdomme.

Kontrol, forestilling, fantasi, tid, mulighed

Den refleksive, overvågende og beslutningstagende bevidsthed er psykens kontrollør og selvkontrollør i handling og i vurderingen af egne handlinger. Bevidstheden kan hæmme, udsætte eller helt ophæve den umiddelbare handlingstilskyndelse til fordel for forestillede handlinger, der kan samstemmes med omgivelserne, før de finder sted.

Bevidstheden kan forbinde begivenheder i fortid, nutid og fremtid langt hinsides det konkret foreliggende og kan derved skabe sig et fantasiens mulighedsrum.

Heri kan bevidstheden overveje alternative mål og handlinger, hvis foregrebne følger kan vurderes, inden handlingerne udføres.

Vilje, frihed, valg, ansvar

Kontrollen, overvågningen, forestillingen, fantasien og mulighedsrummet er forudsætningen for viljen og friheden. Ved hjælp af bevidstheden kan personen vælge sine handlinger og på anfordring tage ansvaret for dem samt gøre regnskab for sine valg.

Menneskets bevidsthed er fri i det mindste i den forstand, at den kan bearbejde sin model af sig selv og redigere sine processer til noget, vi med selvhed står inde for som vort. Det kalder vi så et valg.

Den slags autonome virksomheder styret af viljen foregår sjældnere i hverdagen, end vi ofte er tilbøjelige til at tro, men er til gengæld uomgængelige for vort sociale samliv.

Samvittighed

Selvovervågning, intentionalitet af 2. orden, kontrol, vilje, valg og ansvar er på deres side grundlaget for den del af bevidstheden, vi kalder samvittighed i moderne forstand.

Bevidstheden rækker ud over den individuelle eksistens og stiller sig selvvurderende til regnskab for sit forhold til andre mennesker på en sådan måde, at personen kan underordne sig en etik og en moral.

Det fungerer som norm for individet inden for de fælles betydningers horisont. Samvittighedens røst er den skarpeste udgave af selvbevidstheden og uomgængelig for den sociale orden. Se også bevidsthedsforstyrrelser, det ubevidste og underbevidsthed.

Bevidsthed i filosofien

Inden for filosofien anvendes begrebet i en lang række forskellige betydninger; tre hovedbetydninger kan udskilles:

1) I den bredeste betydning bruges bevidsthed om enhver form for indre eller sjælelige tilstande (bevidsthedstilstande), dvs. som samlebetegnelse for sanseindtryk (oplevelser af lys/mørke, varme/kulde samt mere komplicerede genstandsrettede sanseoplevelser), følelser, stemninger, fantasi- og forestillingsbilleder, fornuftsræsonnementer osv. Et spørgsmål er, om disse bevidsthedstilstande overhovedet har noget tilfælles, der kan tjene som definition af bevidsthed, eller om der er tale om helt forskellige former for indre tilstande.

2) I en mere præcis betydning, der navnlig er almindelig i den kontinentale filosofi, er det karakteristisk for bevidstheden, at den er genstandsrettet. Bevidsthed fungerer således som en akt, rettet mod en genstand (ting, idé), der foregribes, forventes eller menes noget om (intentionalitet).

3) Endelig er bevidsthed blevet brugt i betydningen selvbevidsthed. Bevidsthed betegner da en "indre sans" eller "indre skuen" (introspektion), ved hjælp af hvilken man opfatter sine forskellige bevidsthedstilstande (se også apperception). Et omdiskuteret spørgsmål har i denne forbindelse været, om enhver form for indre tilstande er fulgt af selvbevidsthed, samt om bevidsthed om selvet har bevidsthedstilstande som genstand, på samme måde som bevidsthed fx kan have en ydre sanset ting som genstand. For de filosoffer, der har benægtet, at selvbevidsthed på denne måde er genstandsrettet, har opgaven været at klargøre, hvad det i så fald nærmere er, der karakteriserer bevidstheden om at være bevidst.

Et gennemgående problem i den filosofiske diskussion om bevidsthed har været at klargøre bevidsthedens natur samt at redegøre for dens forhold til den legemlige/fysiske del af virkeligheden.

Blandt de overordnede teorier, der gennem tiden har været udviklet, kan der skelnes mellem dualistiske og monistiske teorier. Ifølge et dualistisk synspunkt er menneskets bevidsthed og legeme af grundlæggende forskellig natur; mens det legemlige er udstrakt i rummet og kan gøres til genstand for målinger m.v., er bevidstheden uhåndgribelig og privat.

De dualistiske teoriers problem er at forklare, hvordan sådanne to væsensforskellige dele af virkeligheden kan indvirke på hinanden, som det fx synes at være tilfældet, når man træffer en simpel beslutning som at løfte højre arm.

Ifølge monistiske teorier er bevidstheden og legemet af fundamentalt samme natur. Ud fra et materialistisk synspunkt kan menneskets bevidsthed i sidste ende reduceres til fysiske processer i centralnervesystemet (se materialisme).

Visse materialistiske teorier vil endog hævde, at der ikke eksisterer indre, private bevidsthedsfænomener, men at udsagn om menneskets bevidsthedsliv må analyseres som udsagn om aktuelt forekommende eller mulig legemlig adfærd (se behaviorisme); se også sjæl-legeme-problemet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Boje Katzenelson, Jesper Ryberg: bevidsthed i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=46564



Tags