Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

børnepsykologi

Oprindelig forfatter DS Seneste forfatter Redaktionen

Børnepsykologi. En 10-årig dreng med hyperaktivitet og indlæringsvanskeligheder har malet dette øje for at udtrykke, at han altid føler sig holdt øje med og kritisk iagttaget. Børn med problemer udtrykker sig tit lettere i tegning og leg end ved hjælp af ord; derfor lader psykologer ofte disse udtryksformer indgå i samtaler og terapi med børn.

Børnepsykologi. En 10-årig dreng med hyperaktivitet og indlæringsvanskeligheder har malet dette øje for at udtrykke, at han altid føler sig holdt øje med og kritisk iagttaget. Børn med problemer udtrykker sig tit lettere i tegning og leg end ved hjælp af ord; derfor lader psykologer ofte disse udtryksformer indgå i samtaler og terapi med børn.

børnepsykologi, det videnskabelige studium af menneskets psykiske udvikling fra undfangelse til og med ungdomsalder (18 år).

Børnepsykologien er ligesom den øvrige psykologiske videnskab relativt ung og er såvel i Danmark som internationalt kun omkring 100 år gammel.

Børnepsykologi har traditionelt meget tilfælles med udviklingspsykologi, hvis hovedinteresse har været at studere spædbørn, småbørn, større børn og unge. På grund af dette har termerne børnepsykologi og udviklingspsykologi ofte været anvendt synonymt.

Annonce

Men udviklingspsykologien studerer forandringer i bl.a. tænkning, følelser, social evne og adfærd hos mennesket gennem samtlige aldre og stadier i livsforløbet.

Børnepsykologi adskiller sig fra klinisk børnepsykologi ved primært at beskæftige sig med såkaldt normale udviklingsprocesser hos børn og unge og i mindre grad med afvigelser.

Selv om børnepsykologien i høj grad bidrager med viden af stor relevans for praksis, beskæftiger den sig sjældent med behandling af børn med afvigelser.

Børnepsykologiske emner

Traditionelt har børnepsykologien inddelt barnets udvikling i stadier. Undersøgelser i første halvdel af 1900-t. beskrev fx bestemte forløb for den fysiske, motoriske og intellektuelle udvikling hos grupper af børn for at fastlægge, hvornår bestemte færdigheder forekommer.

Stadieteorier i børnepsykologien har også i anden halvdel af 1900-t. stærkt præget opfattelsen af, hvordan børn udvikler sig. Fx ses dette i Sigmund Freuds, Erik Eriksons og Jean Piagets teorier.

Børnepsykologiens emner er mangfoldige, og faget udvikler sig med stor hast. Følgende hovedområder har dog indtil sidst i 1900-t. været fremtrædende i den børnepsykologiske forskning:

Udviklingens grundlag og forløb — udviklingsmæssige milepæle og stadier i barndommen samt ikke mindst sammenhængene mellem den tidlige og senere udvikling.

Biologisk og psyko-fysisk udvikling — her spiller spørgsmålet om arv og miljø en vigtig rolle, men også prænatal udvikling, fødsel, temperament og tidlig udvikling er centrale temaer.

Perception, kognition og sproglig udvikling — herunder teorier om og undersøgelser af sansning, tænkning, intelligens samt semantiske og lingvistiske færdigheder hos børn.

Personlighed og social udvikling — herunder motiver og emotioner hos børn, udvikling af identitet og selvet, barnets sociale forståelse, leg, moral og selvkontrol, kønsforskelle og -roller.

Socialisering — som bredt handler om barnets opvækst og opdragelse i familie, institutioner og samfund.

Teorier og udviklingssyn efter 1960

Internationalt har børnepsykologisk forskning efter 1960'erne afgørende ændret karakter. Det har påvirket både teori og udviklingssyn. Hvad angår teorierne har især to tendenser været dominerende.

For det første er de store dominerende teorier (fx psykoanalyse, social indlæringsteori, Piagets kognitionsteori) trådt i baggrunden og i stigende grad afløst af såkaldte mini-teorier, dvs. opfattelser, der ofte på basis af empiriske undersøgelser udtaler sig om bestemte sider af børns udvikling.

En forklaring på denne situation er, at talrige observationsstudier og nye forskningsemner har været vanskelige at forklare ved hjælp af en eller flere af de store teorier.

Desuden er fagets traditionelle opdeling i studiet af bestemte psykiske funktionsområder, fx perception, intelligens, social udvikling, nedtonet til fordel for mere integrative forklaringer.

Dette skift i den internationale børnepsykologi har i mere beskeden grad påvirket faget i Danmark. Her dominerer de store, almene teorier: Psykoanalyse (fx Sigmund Freud, Erik Erikson, Margaret Mahler og D.W. Winnicott), Piagets kognitive teori samt indflydelsen fra virksomhedsteorien (fx L.S. Vygotskij og A.N. Leontjev).

I synet på barnets udvikling er især fire temaer blevet fremtrædende. Det mest markante skift er sket i den traditionelle opfattelse af det lille barn som passivt og inkompetent. I stedet tales om det aktive kompetence-barn, der fremhæver både spædbarnets og det større barns avancerede psykologiske evner.

Fx kan nyfødte skelne moders mælk fra andre kvinders; når spædbørn er to dage gamle, kan de efterligne voksnes smil eller overraskede udtryk; 3-6 årige er ikke altid egocentriske, de kan forstå andres følelser og reagere nuanceret herpå.

Udvikling i samspil

Det er en udbredt misforståelse, at børns psykologiske udvikling kan forklares enten ud fra fx forældrenes opdragelsesmetoder, eller at barnet har et indre udviklingsprogram, som miljøet blot skal give gode vækstbetingelser.

Selvom børn kommer til verden med forudsætninger for kommunikation, finder udvikling sted i hverdagslivets personlige kontakter i gensidighed med andre mennesker.

Barnets samlede personlige kontakter er i højere grad kommet i fokus (fx med inddragelse af fædre, søskende, familienetværk, pædagoger, lærere, kammerater), i modsætning til tidligere, hvor børnepsykologien interesserede sig mest for mor-barn-kontaktens rolle.

Stabilitet og udvikling

Udviklingens forløb bestemmes af barnets oplevelse af kontinuitet i rutiner og kontakter. Enkeltstående brud og forandringer behøver ikke at påvirke udviklingen negativt, hvorimod en rækkefølge af uforudsigelige hændelser gør det. Fx har forskning vist, at skilsmisse (bruddet) ikke i sig selv behøver at være ødelæggende.

Udviklingens stabilitet kan derimod være truet, hvis skilsmissen medfører en stribe af negativt oplevede forandringer: Tab af forældrekontakt, flytning, skoleskift, tab af kammerater, ny livsstil på grund af økonomiske problemer.

Barnet er fleksibelt og robust

Børnepsykologisk forskning har før 1960'erne i høj grad beskæftiget sig med, hvad der kunne gå galt i børns udvikling, fx de negative konsekvenser af moder-afsavn og institutionalisering. I modsætning hertil har den moderne børnepsykologi studeret børn i normale situationer og har herved påvist et relativt stort spillerum for udvikling.

Samfundsforandringer har medført, at børn vokser op i forskellige familieformer. Opvækst i fx kernefamilien er én af flere veje til positiv udvikling, men børn kan trives i flere familieformer. En forudsætning er dog, at barnet er omgivet af voksne, der udviser sensitivitet og omsorgsevne, hvilket er en essentiel del af kompetent forældreskab.

Opfattelsen af, at de tidlige år har altafgørende betydning for menneskets udvikling, er også nuanceret: Virkningerne af negative oplevelser tidligt i livet er betydningsfulde, men ikke nødvendigvis uafvendelige.

Enkeltstående negative erfaringer i barndommen er sjældent årsag til fejludvikling, hvorimod længerevarende forsømmelse og problemfyldte opvækstforhold op gennem barndommen er det.

Helhedsperspektiver på udvikling

Gennem 1980'erne var børnepsykologien under stigende påvirkning af et mere sammenhængende kronologisk syn på menneskelig udvikling. Dette nyere helhedsperspektiv omfatter ikke blot barndommen, men også yngre, mellemste og ældre voksenalder samt de udviklingsmæssige spring og kvalitative forandringer mellem livsaldrene.

Udviklingsperspektivet udvides desuden kraftigt: I den traditionelle børnepsykologi ses barnet omgivet af uforanderlige voksne, hvor barnet i det nyere syn møder personer (fx forældre), der selv er under udvikling.

En fællesbetegnelse for denne nyorientering inden for faget er "Life-Span-Developmental Psychology". Dette perspektiv på menneskelig udvikling er også ved at vinde indpas i Danmark. Dog gælder det stadigvæk, at børnepsykologi som selvstændig disciplin spiller en stor rolle inden for psykologien.

Store faglige forskelle og kontroverser præger både teoretisk og empirisk børnepsykologien. Dette kan skabe forvirring hos forældre, pædagoger mfl., som står over for et "tag-selv-bord" af divergerende forklaringer på, hvordan børn vokser op og udvikler sig.

Positivt set kan dette betragtes som udtryk for en faglig dynamik. Ingen enkelt teori, teoretiker eller fast kerne af undersøgelser har kunnet skabe nogen enhedsopfattelse eller ultimativ sandhed.

På trods af de store divergenser i børnepsykologiens teorier og metoder kan en fælles bestræbelse dog følges helt fra forrige århundrede og til midten af 1960'erne: Ambitionen om at formulere almene teorier, der skulle forklare universelle lovmæssigheder om barnets udvikling.

Fx at tænkning hos børn i alle kulturer gennemløber de samme erkendelsesmæssige stadier, eller at tilknytning mellem mor og barn grundlæggende følger de samme love. Nye teorier og ny forskning har dog anfægtet denne bestræbelse.

Strømninger inden for den internationale børnepsykologiske forskning udtrykker i stigende grad såkaldte økologiske opfattelser af udvikling. I modsætning til bestræbelsen på at finde almene lovmæssigheder i børnepsykologien understreges i stedet udviklingens relativisme.

Dvs. at psykologisk udvikling er stærkt afhængig af tid og sted, fx barnets opvækst i en given kultur i en bestemt epoke. Her nærmer den moderne børnepsykologi sig både sociologi, historie og antropologi.

En nyere erkendelse baseret på stigende tværkulturel forskning er tillige følgende: Børnepsykologien må i sine hidtidige bestræbelser på at almengøre sin viden karakteriseres som en i nogen grad etnocentrisk videnskab, der i høj grad har videregivet ideologien om det vesterlandske barn.

Anvendelse af børnepsykologi

I børnepsykologiens relativt korte historie har der været en stærk tradition for at anvende dens viden. Bredt defineret handler anvendt børnepsykologi om formidling samt professionsorienteret anvendelse af børnepsykologiske teorier og metoder, fx: Hvad skal børn kunne på forskellige tidspunkter af deres udvikling?

Børnepsykologisk viden kan imidlertid virke frustrerende på dem, der ønsker enkle og klare svar. Enkeltbegivenheder i barnets liv kan sjældent forklare psykologisk udvikling. Børn og unges udvikling er et kompleks resultat af mange samvirkende faktorer; fx kan et skolebarns motivation til at lære nyt ikke blot forklares ved et godt forhold til læreren.

Motivationsudvikling er som minimum påvirket af social og etnisk baggrund, nummer i søskendeflokken og position i familien, køn, temperament, intelligens, angst, social kompetence, opdragelsesstil i hjemmet, forholdet til kammerater.

Opmærksomhed om børns vilkår samt stigende hensyn til børn er relativt nye fænomener, historisk og kulturelt set. Denne samfundsmæssige baggrund har placeret børnepsykologien og dens viden centralt op gennem 1900-t.

Brugen af børnepsykologisk forskning og erfaring er nærmest blevet institutionaliseret i Danmark. Eksperter inden for området er i stigende grad inddraget i både statslige, kommunale og lokale bestræbelser på at forbedre børns velfærd og trivsel.

Desuden har børnepsykologien nået et stort publikum gennem populærvidenskabelig formidling til forældre, fx Penelope Leach: Your baby and child (1977, da. Vores barn, 1977).

Læs også om klinisk børnepsykologi.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Dion Sommer: børnepsykologi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. januar 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=53157