Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jean Piaget

Oprindelig forfatter HVej Seneste forfatter Redaktionen

Jean Piaget.

Jean Piaget.

Jean Piaget, 1896-1980, schweizisk udviklingspsykolog. Han betegnede sig selv som "genetisk epistemolog", én, der anlægger et udviklingsperspektiv på erkendelse. I 1915 fik han universitetseksamen og 1918 doktorgrad i biologi. Han var da blevet optaget af både arters og enkeltindividers udvikling og tilpasning til skiftende omgivelser, og det førte ham til filosofiske overvejelser over udviklingen af den menneskelige erkendelse frem til nutidens indsigt og logik.

Næste skridt var at studere det enkelte menneskes erkendeudvikling, dvs. kognitionspsykologi og kognitiv udviklingspsykologi. Han studerede bl.a. i Paris, indtil han 1921 kom til J.-J. Rousseau-instituttet og universitetet i Genève. I 1923 udgav han Barnets sprog og tænkning, den første af mere end 30 bøger om undersøgelser af børns kognitive udvikling, en produktion, der kan opdeles i fire perioder: 1923-32 gennemførte han interviewstudier af 5-12-åriges måde at ræsonnere på og deres erkendelse af såvel fysiske fænomener (fx årsagsforhold) som menneskelige (fx moral). 1933-38 foretog han observationsstudier, mest af sine egne børn, af udviklingen i de første leveår af sansemotorisk erkendelse, imitation og leg. Et centralt værk fra denne periode er Barnets opbygning af virkeligheden (1937). 1939-65 udførte han eksperimentelle undersøgelser af perception, forestillinger og opfattelse eller begreb om tal, rum, bevægelse, hastighed, tid, chance mv. (Børns talbegreber, 1941). 1966-80 udforskede han især bevidstgørelse, modsigelser, abstraktion og betydning (fx Det mulige og det nødvendige, posthumt 1981-83).

Først i begyndelsen af 1960'erne blev Piaget for alvor kendt ud over Schweiz og Frankrig, især pga. stor interesse i USA for børns intellektuelle udvikling med henblik på at give flere en bedre uddannelse. Det var i særdeleshed hans arbejder fra tredje periode, der blev kendt som "Piagets teori", ofte i forenklet udgave, men nok til at skabe stor respekt for Piagets evne til at belyse centrale forhold på enkel måde. Et eksempel er hans forsøg med konservation (evnen til at fastholde egenskaber ved en genstand under ændrede betingelser), dvs. om børn fx mener, der stadig er lige mange kugler, efter at de har hældt dem fra ét glas over i et højere og tyndere glas. Desuden interesserede hans konsekvente understregning af, at kun ved selv at være aktiv og engageret i handling eller tanke opnås ægte forståelse og udvikling (konstruktivisme).

Annonce

Piaget opnåede en position inden for psykologien om kognitiv udvikling svarende til Freuds inden for følelsesmæssig udvikling, respekteret, men også kritiseret. Hans værker foreligger på dansk i en række udvalg.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Vejleskov: Jean Piaget i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=141674