Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

René Spitz

Oprindelig forfatter OAO Seneste forfatter Redaktionen

René Spitz, 1887-1974, ungarsk-amerikansk psykoanalytiker. Han var i læreanalyse hos Freud 1911 og emigrerede i 1938 til USA.

René Spitz afdækkede i årene omkring 2. Verdenskrig svære følgevirkninger af hospitalisering af børn (indlæggelse på hospital eller anbringelse på børnehjem), herunder den såkaldte anaklitiske depression, og pegede som årsag på den kropslige og følelsesmæssige understimulering, der ledsagede en længerevarende adskillelse fra moderen.

Siden foretog René Spitz et større sammenlignende studium af spædbørns udvikling i forskellige sociale miljøer, og han gjorde omfattende brug af filmoptagelser som dokumentation.

Hans hovedværker er No and Yes (1957), A Genetic Field Theory of Ego Formation (1959) og The First Year of Life (1965), der rummer en samlet udviklingsteori for barnets første halvandet leveår.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Andkjær Olsen: René Spitz i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=163402