• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Melanie Klein

Oprindelig forfatter OAO Seneste forfatter Redaktionen

Melanie Klein. Portræt som yngre.

Melanie Klein. Portræt som yngre.

Melanie Klein, 1882-1960, østrigsk-britisk psykoanalytiker. Hun fik sin psykoanalytiske uddannelse hos Sándor Ferenczi i Budapest under 1. Verdenskrig. Hun specialiserede sig efter hans råd i børneanalyse og blev en af de første på dette felt. 1921-26 opholdt hun sig i Berlin som elev af Karl Abraham, og fra 1926 til sin død boede hun i London, hvor hun med støtte fra Ernest Jones opbyggede sin egen psykoanalytiske skole.

Melanie Klein tog i sin børneanalytiske teknik udgangspunkt i barnets leg og fremanalyserede legetøjets ubevidste symbolindhold i samtaler med barnet. I modsætning til Anna Freud tillagde hun ikke analysen en pædagogisk funktion, men mente, at den analytiske afdækning af ubevidste konflikter i sig selv havde en terapeutisk eller profylaktisk effekt. Efter hendes opfattelse kan børn analyseres allerede fra to-tre-års-alderen. Disse tanker er udmøntet i hovedværket The Psycho-analysis of Children (1932).

Med udgangspunkt i børneanalysen opbyggede Melanie Klein en psykologisk teori, der på flere punkter afviger fra Sigmund Freuds. Ved at iagttage barnets leg begreb hun intuitivt dets forestillinger om sig selv og andre. Barnets identitet opbygges gennem introjektioner og projektioner af gode og onde fantasiobjekter baseret på oplevelsen af samspillet med moderen. Barnets største problem ligger ikke i at håndtere seksualiteten, som Freud mente, men i at kontrollere aggressionsdrifterne. Ifølge Melanie Klein gennemlever alle spædbørn i de første måneder psykose- og depressionslignende konflikter, som må overvindes for at opnå en normal udvikling. Al kleiniansk analyse griber tilbage til uløste rester af disse konflikter, der grundlægges i det første halve år af barnets liv.

Annonce

Melanie Klein var en omstridt psykoanalytiker og havde mange kritikere og modstandere, men efter hendes død har hendes såkaldte objektrelationsteori vundet status som en af de væsentligste fornyelser af Freuds klassiske psykoanalyse. Blandt hendes elever kan Donald W. Winnicott, Wilfred R. Bion og Hanna Segal fremhæves.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Andkjær Olsen: Melanie Klein i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=106971