• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

psykoseksuelle faser

Oprindelig forfatter OAO Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/23585/=ud_a_243522.mp3?revision=1

psykoseksuelle faser, række af udviklingsfaser knyttet til barnets seksualitet og dens prægning af personligheden. Sigmund Freud postulerede i 1905 eksistensen af en infantil seksualitet udgående fra kroppens såkaldte erogene zoner, der for barnet er en kilde til lystfølelser på samme måde som genitalierne hos voksne. Særlig fremtrædende er mundens (den orale), endetarmens (den anale) og penis' hhv. klitoris' (den falliske) seksualitet.

Herudfra konstruerede Freud en fasemodel over, hvornår disse seksualzoner kulminerer. Det er i grove træk den orale fase (0-2 år), den anale fase (2-4 år) og den falliske fase (4-5 år). De infantile seksualimpulser træder i baggrunden i den såkaldte latensperiode (5-12 år) for så fra og med puberteten at samles under genitalzonens primat i den genitale fase. De infantile seksualimpulser beholder en del af deres styrke i voksenalderen, fx i det seksuelle forspil, men kan, hvis de tager overhånd, videreudvikles til egentlige perversioner.

Hver af de erogene zoner er hos barnet udgangspunkt for en seksuel aktivitet. Den orale lyst er knyttet til det at sutte, slikke og sluge, den anale til smerten ved tilbageholdelse og udstødelse af ekskrementerne og den falliske til manipulation af kønsorganerne.

Annonce

Disse lystformer ligger desuden bag barnets objektrelationer, dvs. dets følelsesbindinger til og konflikter med fx forældre og søskende. Gennem barnets positive og negative seksuelle erfaringer nedfældes specifikke karaktertræk i personligheden. Den orale karakter er således præget af ukritisk åbenhed og en følelse af sammensmeltning med omgivelserne. Den anale karakter kendes på en stærk optagethed af kontrol, dominans og straf, hvilket igen kan videreudvikles til karaktertræk som stædighed, egenrådighed og pertentlighed.

De psykoseksuelle faser fungerer også som fikseringspunkter, hvortil seksualiteten kan gå tilbage, hvis den genitale seksualitet senere hen støder på modstand. Mens neuroserne oftest er fikseret i den anale og falliske fase, antages psykoser og borderlinetilstande at gå tilbage til den orale fase.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Andkjær Olsen: psykoseksuelle faser i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 30. april 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=146792