Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

drift

Oprindelig forfatter ThSoe Seneste forfatter Redaktionen

drift, et psykologisk begreb, der betegner en medfødt reaktionsmåde, som udløses af en kropslig stimulus. Ofte bruges betegnelsen synonymt med begrebet instinkt.

Læren om drifter har haft stor betydning for udviklingen af den klassiske psykoanalyse udviklet af Sigmund Freud. Til grund for driften ligger en biologisk proces. Derfra strømmer energi, der bliver bestemmende for driftens styrke. Energien rettes mod et objekt, og driftens mål er en energiudladning på en måde, der er specifik for den pågældende drift. Man taler således inden for den freudianske psykoanalyse om driftens kilde, energistyrke, objekt og mål.

Annonce

I dyrepsykologien tales der om mange drifter såsom seksualitet, forældreskab, tørst, sult, søvn, territoriefølelse og kamp; se adfærdsbiologi.

I begyndelsen af Freuds teoriudvikling knyttede han menneskets aggressive adfærd sammen med de såkaldte jegdrifter, som han mente havde selvopholdelse som funktion.

Ved siden af jegdrifterne beskrev Freud seksualdriften, der havde reproduktionen til formål. Senere delte Freud drifterne op i livsdrift og dødsdrift, hvor livsdriften, Eros, rummede både seksualiteten (libido) og jegdrifterne, mens dødsdriften, Thanatos, rummede de aggressive drifter.

Problemer med at finde et objekt for driften eller med at opnå energiudladning resulterer i frustration af driften og opleves som psykisk ubehag og smerte. Det fører ifølge psykoanalytisk teori enten til øget aktivitet for at tilfredsstille driften eller til, at psykens jeg mobiliserer forsvarsmekanismer, der har til formål at dæmpe trangen til den direkte driftstilfredsstillelse. Blandt sådanne forsvarsmekanismer er fortrængning og sublimering.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thorkil Sørensen: drift i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=66592