risiko

Risikoanalyse omfatter identifikation af risici, beregning af deres sandsynlighed og konsekvenser. De mulige risici kan på forhånd være kendte, men ofte må der begyndes med en identifikation.

I en type analyser (bottom up) gennemgås aktivitetens (fx anlæggets) komponenter en for en, og det undersøges, hvordan de kan svigte, og hvad konsekvenserne heraf er. I en anden type (top down) begyndes med en uønsket hændelse, fx en eksplosion, og en undersøgelse af mulige årsager hertil.

Sandsynligheden findes vha. et fejltræ, der er en logisk model af aktiviteten (anlægget), der indeholder enkeltkomponenter, hvis sandsynlighed for svigt kendes. Konsekvenser, fx skader ved en eksplosion, beregnes vha. empirisk baserede modeller.

Risikostyring benyttes bl.a. i virksomheder eller organisationer til løbende at identificere og analysere risikofaktorer, der kan true virksomhedernes eller organisationernes fremtidige (økonomiske) formåen.

Alle virksomheder eller organisationer møder på et eller andet tidspunkts i deres levetid risici, og der er det ikke et spørgsmål om hvornår man møder dem, men hvordan styrer disse hindringer til at opnå sine målsætninger.

Endvidere vurderes sandsynligheden for, at disse risici skal blive aktuelle, og de (økonomiske og andre) mulige konsekvenser heraf. På den baggrund udarbejdes planer for sikring og/eller forsikring til imødegåelse af risiciene.

Inden for miljøbeskyttelsen spiller vurderingen af risiko, fx forbundet med kemiske stoffer i drikkevand eller luft, en afgørende rolle. En risikovurdering er en objektiv vurdering, der danner grundlag for at beslutte, om et givet stof skal forbydes eller tillades, og for at fastsætte evt. grænseværdier.

Fx kan vurderingen være en beskrivelse af, hvilke virkninger stoffet ved en given koncentration kan have på omgivelserne eller på mennesket. Munder vurderingen ud i, at der ikke kan påvises skader på mennesker eller omgivelser, følger det dog ikke automatisk, at myndighederne kan godkende, at stoffet må anvendes.

En væsentlig faktor i moderne risikovurdering er også, om befolkningen har tillid til, at stoffet er uskadeligt, eller hvor stor en risiko man vil acceptere. Århuskonventionen fra 1998 kræver, at myndighederne samler alle relevante oplysninger om stoffer og aktiviteter, der kan rumme risiko, og at befolkningen får vid adgang til disse oplysninger. I nogle tilfælde vil man acceptere en høj risiko, hvilket fx tobaksrygning er et eksempel på. I andre tilfælde vil man ikke acceptere nogen form for risiko.

Et eksempel er fx bestemmelserne om pesticider i drikkevand: Den uhyre lave grænseværdi for et pesticid i dansk drikkevand på 0,1 μg pr. l (dvs. 1 del pesticid i 10 mia. dele vand) har ikke noget at gøre med en egentlig risikogrænseværdi, men er et udtryk for, at vi ikke vil have pesticider i drikkevandet. Det skal være helt rent, og vi vil ikke acceptere drikkevand, hvor pesticider er renset fra.

Denne restriktive form for risikovurdering er indeholdt i det såkaldte forsigtighedsprincip. Det er udtrykt i Maastrichttraktaten (1992): "Fællesskabets politik på miljøområdet tager sigte på et højt beskyttelsesniveau. Det bygger på forsigtighedsprincippet".

Forsigtighedsprincippet indgår også i Rioerklæringen (1992), og det har længe haft sin plads i den danske administration af risikostoffer. Fx fastsætter Fødevareministeriet de sundhedsmæssigt acceptable grænseværdier ud fra et forsigtighedsprincip, der skulle sikre, at der ikke er nogen objektiv risiko ved at spise fødevarer, der rummer stofferne.

I de senere år har man i højere grad inddraget lægfolk i vurderinger af især etisk udfordrende teknologier som hjerneforskning, gensplejsning og stamcelleforskning, og deres vurderinger indgår i de endelige beslutninger på linje med de faglige eksperters.

For tilsætningsstoffer til levnedsmidler anvendes begrebet ADI, acceptabel daglig indtagelse i mg/kg legemsvægt, der er defineret som den daglige indtagelse af en kemisk forbindelse gennem et helt liv, der må antages ikke at medføre skadevirkning.

ADI bygger på "no-effect level" bestemt i dyreforsøg og overført til mennesker med en sikkerhedsmargin på hundrede gange. For levnedsmiddelbårne sygdomme forventes etableret metoder til kvantitativ risikoanalyse baseret på risikovurdering, risikohåndtering og risikokommunikation.

Risikovurderingen, der vedrører bakteriers, viras og parasitters forekomst og vækstmuligheder, afventer dog mere viden om mikrobiel økologi og udvikling af bedre matematiske modeller. Se også HACCP.

Risikovurdering benyttes inden for miljømedicin til at beskrive sandsynligheden for skadelige effekter, fx som følge af en forurening. Først må den formodede årsagsfaktor nøje identificeres. Næste skridt er at måle eller beregne, i hvor høj grad der sker eller kan ske eksponeringer for denne faktor, fx ved forurening fra en virksomhed.

Ud fra den eksisterende viden beskrives derefter sammenhængen mellem dosis og virkning, så vidt muligt med angivelse af tærskelværdier. Denne sammenhæng er især vigtig at få belyst for befolkningsgrupper, som er særlig sårbare over for forureningen.

Der er derved mulighed for at sammenligne eksponeringen med sandsynligheden for skadelige virkninger, og konklusionen heraf bliver risikovurderingens kerne. Herved muliggøres beslutninger om forebyggelse, dvs. risikohåndtering, med størst mulig konsekvens og gennemskuelighed.

De fleste økonomiske beslutninger foretages under påvirkning af risikofaktorer, dvs. at beslutningstageren ikke med sikkerhed kan forudsige begivenheder i omverdenen og konsekvensen af egne handlinger og beslutninger.

Både husholdninger og erhvervsvirksomheder er påvirket af generelle risikofaktorer, herunder konjunkturudviklingen. Eksempler herpå er vejrliget i relation til landbruget og turisterhvervet samt renteudviklingen i relation til byggesektoren. Den enkelte økonomiske enhed er tillige påvirket af mere individuelt virkende risikofaktorer. Såvel medarbejdere som leverandører og kreditgivere er påvirket af risikoen for pludselige ændringer i en virksomheds afsætningsmuligheder eller risikoen for en virksomheds konkurs.

I økonomisk teori forudsættes det normalt, at individer har aversion mod risiko, men at virkningen af de usikre faktorer er kendt i form af de mulige udfald og deres sandsynligheder.

En fremherskende modelramme (paradigme) til en teoretisk beskrivelse af individers beslutningstagen under usikkerhed baserer sig på ønsket om at maksimere den forventede nytte (se også nytteteori).

Forsikringsmarkederne er et gammelt og velkendt redskab til at overføre og handle risiko mellem individer. De finansielle markeder har udviklet en række finansielle kontrakter, fx terminskontrakter, futureskontrakter, optioner og swaps, til at håndtere risici vedrørende udviklingen i renter, valutakurser, råvarepriser m.m.

Risiko inden for forsikring er udtryk for sandsynligheden for, at en forsikringsbegivenhed indtræffer. Forudsætningen for, at en risiko kan forsikres, er som hovedregel, at flere er udsat for samme risiko under ensartede betingelser, og at ingen ved, hvem der rammes.

En forsikringsaftale definerer den risiko, der er omfattet af forsikringen ved angivelse af forsikringsperioden, hvilke tab der dækkes, og hvordan tabet beregnes og erstatningen fastsættes.