Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

ingeniør

Oprindelige forfattere OWD og TH Seneste forfatter Redaktionen

ingeniør, person, som er uddannet til at udføre teknisk forskning og udvikling samt til at løse tekniske opgaver og gennemføre projekter inden for bl.a. bygge- og anlægsarbejder, maskinkonstruktion, produktion og energi under hensyntagen til mennesker, miljø og økonomi.

Uddannelse

Ordet ingeniør kommer af fransk ingénieur, afledt af mlat. ingenium '(krigs)maskine', af latin ingenium 'kløgt, begavelse, påfund'.

Oprindelig blev betegnelsen ingeniør kun brugt i militær sammenhæng om personer, der stod for fæstningsbyggeri, konstruktion af krigsmateriel osv. Fra 1760'erne begyndte man i England under den industrielle revolution at skelne mellem militære og civile ingeniører, hvor de sidste bl.a. stod for bygningen af store kanal- og vejanlæg. Den formelle uddannelse af ingeniører indledtes dog i Frankrig, hvor især oprettelsen i 1794 af École polytechnique med vægten lagt på et matematisk-naturvidenskabeligt grundlag dannede mønster for tilsvarende skoler i andre lande.

I Danmark begyndte uddannelsen til ingeniør med H. C. Ørsteds grundlæggelse i 1829 af Den Polytekniske Læreanstalt, nuv. Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Man kunne fra begyndelsen vælge mellem at blive kandidat i anvendt naturvidenskab (fra 1898 kaldt fabrikingeniør, fra 1948 kemiingeniør) og kandidat i mekanik (fra 1899 maskiningeniør). I 1857 begyndte uddannelsen til bygningsingeniør, en beskæftigelse, hvortil man hidtil havde benyttet bl.a. ingeniørofficerer. I 1903 kom den sidste af de traditionelle fire ingeniørretninger, elektroingeniør. Ved kongelig anordning af 1933 blev titlen civilingeniør, der tidligere kun havde været brugt om bygningsingeniører, forbeholdt som fællesbetegnelse for kandidaterne fra DTU.

Annonce

Uddannelsen til akademiingeniør inden for de nævnte fire retninger begyndte i 1957 på det nyoprettede Danmarks Ingeniørakademi (DIA), der fra 1966 også havde afdeling i Ålborg. DIA blev i 1995 fusioneret med DTU, mens afdelingen i Ålborg i 1974 indgik i Aalborg Universitet (AAU), hvor man samme år også begyndte at uddanne civilingeniører.

Adgangskrav til ovennævnte uddannelser er en studentereksamen. For håndværkere med svendebrev eller tre års praksis oprettede man i 1905 med forbillede i det tyske teknikum i Mittweida Odense Tekniske Skoles Maskinbygnings-Teknikum. Denne uddannelse til teknikumingeniør blev i de følgende år taget op på mange andre teknika inden for flere forskellige ingeniørretninger.

Fra 1993 har uddannelsen til diplomingeniør afløst uddannelserne til akademiingeniør og teknikumingeniør, men disse to grupper har beholdt deres hidtidige titler.

Der er i 1997 følgende ingeniøruddannelser: diplomingeniør, varighed 31/2 år inkl. 1/2 års integreret praktik, der kvalificerer til praktisk ingeniørarbejde; eksportingeniør, varighed 41/2 år inkl. 1/2 års praktik, der sigter på markedsføring af tekniske produkter til fremmede kulturer; og civilingeniør med en varighed på fem år, der ud over praktiske ingeniøropgaver lægger vægt på teknologisk forskning. Diplomingeniører kan på to år studere videre til civilingeniør, ligesom civilingeniører på tre år kan tage en forskergrad, ph.d.

Diplomingeniøruddannelsen finder sted på DTU i Lyngby og Haslev, på AAU i Aalborg og Esbjerg, på SDU i Odense og Sønderborg samt på ingeniørhøjskolerne i Herning, Horsens, København og Århus. Uddannelsen til eksportingeniør foregår på Vitus Bering Danmark (tidl. Ingeniørhøjskolen i Horsens) og ingeniørhøjskolen i København. Uddannelsen til civilingeniør foregår på DTU og AAU samt som overbygning på diplomingeniørstudiet ved Ingeniørhøjskolen i Århus i samarbejde med Aarhus Universitet. På diplom- og civilingeniøruddannelserne kan den studerende afhængigt af skolens udbud vælge mellem fagområder som bygning, elektro (svag- og stærkstrøm), kemi, maskin, produktion, skibsbygning, energi, miljø, informatik, teknisk fysik, anlæg, industri og bioteknologi. Civilingeniørstuderende har yderligere muligheder for specialisering.

Tendensen inden for ingeniøruddannelserne er gået i retning af kvalitetssikring, bl.a. gennem dannelse af større uddannelsessteder via fusioner og øget formaliseret samarbejde mellem ingeniørskolerne. Den på AAU anvendte undervisningsmodel med vægten lagt på projektarbejde vinder i stigende grad indpas på andre læreanstalter i ind- og udland.

Uddannelsen til levnedsmiddelingeniør med overbygningen levnedsmiddelkandidat udbydes i fællesskab af DTU og Det Biovidenskabelige Fakultet for Fødevarer, Veterinærmedicin og Naturressourcer, Københavns Universitet, se bromatolog.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ove W. Dietrich, Torben Hvidegaard: ingeniør i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=97857