Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Polyteknisk Forening

Oprindelig forfatter TM Seneste forfatter Redaktionen

Polyteknisk Forening, PF, organisation for studerende ved Danmarks Tekniske Universitet (tidl. Den Polytekniske Læreanstalt). PF er stiftet i 1846 som et forum for naturvidenskabeligt og teknisk interesserede, og den tog i 1857 initiativ til at oprette uddannelse af bygningsingeniører. Med stiftelsen af Den Tekniske Forening i 1877 og Dansk Ingeniørforening i 1892 mistede PF sin betydning. I 1918 oprettedes Polyteknikerrådet, der skulle varetage de ingeniørstuderendes interesser indadtil og udadtil. Rådet blev i 1939 slået sammen med PF. Under 2. Verdenskrig genvandt PF sin betydning som studenterorganisation. Foreningen sørgede for alternativ undervisning, da den normale undervisning på Læreanstalten en overgang var suspenderet, og den organiserede ingeniørstuderende i frihedskampen. I dag står foreningen for en række faglige og sociale initiativer, og den har medvirket ved oprettelse af bl.a. kollegier og boghandel.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torkil Morsing: Polyteknisk Forening i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=143835

Foreningens hjemmeside

Annonce