Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

landeveje

Oprindelig forfatter IScha Seneste forfatter Redaktionen

landeveje, større veje mellem byer. Begrebet opstod i forbindelse med Christian 7.'s Forordning om Vejvæsenet i Danmark af 13.12.1793, der inddelte landets veje i tre klasser: hovedlandeveje, mindre landeveje og biveje.

Forordningen var grundlag for udbygningen af et moderne dansk vejnet og var en konsekvens af kontakten til fransk vejbygning, som på det tidspunkt var toneangivende i Europa.

Hovedlandeveje blev i medfør af forordningen anlagt af staten, men vedligeholdt af amterne, som også havde ansvaret for de mindre landeveje. For bivejenes vedkommende skulle sognefogederne dels sikre, at de blev vedligeholdt, dels administrere og føre tilsyn med vejarbejder. Med jernbanernes udvikling i midten af 1800-tallet mistede hovedlandevejene deres landstrafikale betydning, og de blev derfor efter 1867 overdraget til amterne som landeveje.

Annonce

Med biltrafikkens hastige udvikling i 1900-tallet var der fornyet behov for udbygning af gader og veje. Pengene hertil kom ved fra 1910 at opkræve afgifter af køretøjer. Disse afgifter fordeltes med faste tilskud til amter og kommuner, mens en mindre del anbragtes i en vejfond under Ministeriet for Offentlige Arbejder.

100 km til København på den gamle Hovedvej 1 ved Tårnholm.

100 km til København på den gamle Hovedvej 1 ved Tårnholm.

I 1957 genindførtes hovedlandevejsbegrebet, hvorefter staten betalte størstedelen af udgifterne ved anlæg af hovedlandeveje, mens vedligeholdelsen blev betalt af amter og købstæder, som i øvrigt fortsat fik tilskud fra vejfonden til anlæg af deres egne veje. I forbindelse med kommunalreformen i 1970 var der behov for mere vidtgående ændringer også af vejvæsenet.

Ved Lov om offentlige veje af 1971 blev staten administrator (vejbestyrelse) for hovedlandevejene, amterne for landevejene og kommunerne for kommunevejene (de tidligere biveje). De forskellige vejbestyrelser har hver for sig ansvaret for deres respektive veje og skal i forbindelse hermed betale de nødvendige udgifter.

Fra 1.1.1998 indskrænkedes hovedlandevejsnettet fra ca. 4600 km til ca. 1600 km, hovedsagelig motorveje, mens amtskommunerne fik tillagt ca. 3000 km, således at landevejsnettet fik en samlet længde på ca. 10.000 km.

Ved kommunalreformen 2007 overgik amtskommunernes opgaver vedrørende veje til kommunerne, som derefter med ca. 70.000 km offentlige veje administrerer størstedelen af de danske veje.

De danske landeveje er nummererede, og der skelnes i dag (2012) mellem primærruter og sekundærruter.

Se også veje og vejvæsen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ivar Schacke: landeveje i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=114252