Skibsfartskanaler inddeles i havkanaler og indlandskanaler. Havkanaler gennemskærer landområder beliggende imellem to have og anlægges for at forkorte ruterne for oceangående skibe. De vigtigste er Panamakanalen, der forbinder Det Caribiske Hav med Stillehavet, Suezkanalen, som forbinder Middelhavet med Det Røde Hav, og Kielerkanalen, der forbinder Østersøen med mundingen af Elben ved Nordsøen. Indlandskanaler forbinder naturlige vandveje som søer og floder. Et eksempel på indlandskanaler for oceangående skibe er Saint Lawrence Seaway, der forbinder de store nordamerikanske søer med Atlanterhavet. De fleste indlandskanaler anlægges dog for flodfartøjer, hvis økonomi er baseret på transport af massegods (fx kul, malm, olie, korn, træ, sand og sten), hvor lave transportomkostninger er vigtigere end transporttiden. I Europa findes et stort antal indlandskanaler, som udgør et net af vandveje, der sammenbinder Nordsøen, Østersøen, Middelhavet, Sortehavet og Det Kaspiske Hav. Som eksempler på større kanaler kan nævnes Mittellandkanalen, Main-Donau-kanalen, Rhône-Rhin-kanalen og Mariakanal, der forbinder Volga med Østersøen ved Sankt Petersborg. I Danmark findes ingen havkanaler og kun få indlandskanaler, fx Odense Kanal (se Odense Fjord) og Frederik VIIs Kanal.
Vigtige skibsfartskanaler havkanaler for oceangående skibe | land | først åbnet/senest ombygget |
længde1 i km
| vanddybde el. maks. skibslast |
Kielerkanalen | Tyskland | 1895/1914 | 99 | 11,2 m |
Suezkanalen | Egypten | 1869/1994 | 169 | 20,5 m |
Panamakanalen | Panama | 1914/1974 | 82 | 12,7-13,7 m |
indlandskanaler | | | | |
Kejserkanalen | Kina | ca. 300-t. f.Kr./1964 | 1450 | 2000 t |
Mittellandkanalen | Tyskland | 1938 | 388 | 1500 t |
Main-Donau-kanalen | Tyskland | 1845/1992 | 171 | 1500 t |
Mariakanalen | Rusland | 1964 | 1045 | 5000 t |
1Totallængde af vandvej inkl. eventuelle uddybningsrender i hav, sø- og flodstrækninger samt stikkanaler. |
Skibsfartskanaler inddeles i niveaukanaler og slusekanaler efter længdeprofilets udformning. Niveaukanaler udføres i samme niveau i hele kanalens længde og anvendes, hvor højdeforskelle i terrænet ikke medfører for store jord- eller udsprængningsarbejder. Er vandstandsforskellen imellem kanalernes endepunkter lille, udføres kanalen med åbne tilslutninger; i modsat fald lukkes kanalen med en kammersluse (se sluse) i den ene eller begge ender. Slusekanaler udføres med en trappeformet længdeprofil, hvor delingerne har vandret bund og er adskilte af kammersluser eller skibsløfteværker. Terrænforskelle overvindes ikke altid vha. sluser, da disse er kostbare og sinker gennemfartstiden for skibstrafikken. I stedet laves ofte meget dybe afgravninger, eller vandet føres hen over snævre, dybe dalkløfter, floder, veje og jernbaner vha. kanalbroer. Kanalbroer udføres som stål- eller jernbetonkonstruktioner, der i princippet ikke afviger meget fra normale brokonstruktioner, hvis man blot tænker sig brobanen erstattet med et trug. Sikkerhedsporte kan hurtigt afspærre kanalen i tilfælde af brud og anvendes ved begge ender af kanalbroer samt før og efter kanalstrækninger, der ligger over det omgivende terræn, og undertiden også foran sluser. Navnlig sluseporte er udsat for brud ved eventuel påsejling.
Kanaltunneller anlægges i fjeld, fx den ca. 7 km lange, 22 m brede og 14 m høje tunnel fra Rhônefloden til Marseille. Vandhastigheden i skibsfartskanaler bør være beskeden af hensyn til skibenes fremdrift og manøvrering. I havkanaler, der er udført som åbne niveaukanaler, bestemmes strømhastigheden af vandspejlsforskellen imellem de to have; indskudte søer dæmper vandhastigheden. I slusekanaler er strømhastigheden minimal, idet den alene er fremkaldt af vandtabet ved gennemslusning af skibe. Ved slusekanaler, der med ensidigt fald forbinder to floder, sker vandtilførslen fra den øvre flod. Passerer kanalen et terrænhøjdepunkt, får den tosidigt fald med såkaldt topdeling på det højest beliggende punkt. Vandtilførslen må da ske til denne deling, evt. ved tilløb fra højereliggende reservoirer eller ved pumpning.
De fleste indlandskanaler for flodfartøjer er tosporede. Havkanaler for oceangående skibe er pga. de meget store udgravningsudgifter ofte ensporede og forsynet med vigepladser. Afstanden imellem skibsbund og kanalbund skal være mindst en meter for flodfartøjer. Ved kanaler for store havgående skibe skal afstanden være større. I modsat fald suges skibet mod bunden. Dette fænomen kaldes squat. Afhængigt af skibstype og skibsstørrelse fastsættes for hver kanal en maksimal sejlhastighed for at undgå squat og erosion fra returstrømme og kølvandsbølger.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.