kanal (Historie)

De første kanaler, som førte vand til kunstvanding og ofte også drikkevand, kendes fra agerbrugskulturer i Mellemøstens og Monsunasiens floddale. Flodvand førtes ned gennem dalene i kanaler, som havde et mindre fald end floderne. Længere nede i dalene ledtes vandet fra den højereliggende kanal gennem de ofte terrasserede marker og tilbage i floden alene vha. tyngdekraften. I Øvre Egypten og Mesopotamien går kanalanlæg hhv. ca. 5000 og 3500 år tilbage i tiden. De akvædukter, der blev anlagt i Romerriget, var dele af vandforsyninger, som også omfattede betydelige kanalstrækninger.

Større vandingskanaler blev også anvendt til sejlads, og efterhånden anlagdes kanaler, som helt eller overvejende tjente dette formål. Kong Necho 2. begyndte ca. 600 f.Kr. anlægget af en kanal fra Nilen til Det Røde Hav. Denne blev dog først fuldført 100 år senere af perserkongen Dareios 1. I 200-t. f.Kr. påbegyndtes anlægget af den i alt 960 km lange "Store Kanal" mellem Kinas to største floder. Den var fuldført i 610 og indgår nu i et system af vandveje på over 1600 km — verdens længste. Også romerne føjede i Syd- og Vesteuropa kanaler til floderne med henblik på sejlads og regulering. Det skønnes, at over ³/₄ af middelalderens europæiske transport foregik på floder og kanaler. Venezias eksistens var fx helt afhængig af kanaltrafik. Det samme var tilfældet for en række byer i Nederlandene, hvor kammerslusen blev opfundet ca. 1373.

Industrialiseringen gav indlandskanalerne større betydning først i anden tredjedel af 1700-t., i England og senere i andre europæiske industrilande og USA. Det var især kul, malm, korn, tømmer, kemikalier og byggematerialer, der blev transporteret mellem miner, fabrikker, havnebyer osv. Efter 1850 har jernbaner og siden bilerne i stort omfang udkonkurreret kanaltransporten; flod- og kanaltransport af tungt og omfangsrigt gods er dog fortsat vigtig.

Der gennemførtes store kanalanlæg i første halvdel af 1900-t. i bl.a. Tyskland, Sovjetunionen og Nordamerika. I Nordamerika er der forbindelse fra Mississippi til De Store Søer og herfra til Saint Lawrencebugten (Saint Lawrence Seaway), mens Moskvas flodhavn fik forbindelser til Østersøen og Det Hvide, Sorte og Kaspiske Hav. Ønsket om et lavere energiforbrug og miljøhensyn førte fra 1970'erne til fornyet interesse for indlandskanaler.