Harald Immanuel Hannover, 17.5.1861-9.9.1937, dansk metallurg; søn af Adolph Hannover. Fra 1894 var han professor i mekanisk teknologi ved Polyteknisk Læreanstalt. Han medvirkede ved oprettelsen af den nye materialeprøveanstalt, Statsprøveanstalten, og blev dens første direktør (1896-1912). Han indførte den mikroskopiske undersøgelse af metallers struktur i Danmark, og hans lærebøger i mekanisk teknologi (bd. 1 1899; bd. 2 1915) var de første samlede fremstillinger på dansk af et område, der da var i rivende udvikling. I to femårige perioder (1912-22) var Harald Immanuel Hannover direktør (rektor) for Polyteknisk Læreanstalt. Han gjorde en betydelig indsats for oprettelsen af den tekniske doktorgrad.