elektrodesvejsning

Elektrodesvejsning, svejsemetode med anvendelse af afsmeltende elektroder. Manuel elektrodesvejsning med beklædt elektrode er den hidtil mest anvendte metode til sammensvejsning af stål. Metoden er meget fleksibel, da praktisk taget alle svejsbare stål med tykkelser fra 1 mm kan samles i alle mulige stillinger. Udstyret er forholdsvis billigt, da svejsemaskinen kan være en simpel transformator til vekselstrøm eller en ensretter til jævnstrøm.

Elektroderne består af en 2-6 mm tyk kernetråd med en længde på 350-400 mm omgivet af en beklædning af forskellige mineralske hjælpestoffer. Ved hjælp af svejsemaskinens elektriske spænding dannes en kraftig lysbue mellem elektroden og stålet. Den elektriske strøm i lysbuen kan være flere hundrede ampere, og effekten er så høj, at både stålkanter og elektrodespids smelter. Varmen fra lysbuen får beklædningen til at afgive gasser, der fortrænger luften fra svejsestedet, mens resten af beklædningen smelter som slagge, der lægger sig som et beskyttende lag på smeltet og størknet metal.

Den største ulempe ved elektrodesvejsning er, at den er meget arbejdskrævende. Med undtagelse af den specielle stativsvejseproces kan processen ikke automatiseres. I industrialiserede lande med dyr arbejdskraft er metoden derfor ved at blive erstattet af automatiserbare svejseprocesser. De bedste eksempler herpå er skibsværftsindustrien, hvor elektrodesvejsning i stor udstrækning erstattes af fx rørtrådssvejsning. Se også svejsning.