Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

forkromning

Oprindelig forfatter TJens Seneste forfatter Redaktionen

forkromning, overfladebehandling, hvorved et emne ved elektroplettering påføres en metalbelægning af chrom. Man skelner normalt mellem glansforkromning og hårdforkromning.

Glansforkromning

er kendt som de metalblanke overflader på barnevognsstel, vandhaner, stålrørsmøbler m.m. og består af en meget tynd chrombelægning, ca. 0,5-1 μm, der er udfældet på et underlag af en eller flere belægninger af nikkel og evt. kobber. Glansforkromning udføres også på plast, fx reflektorer til lygter.

Hårdforkromning

(teknisk forkromning) anvendes i lagtykkelser på 25-500 μm til beskyttelse af overflader mod slid og evt. mod korrosion, bl.a. på hydraulikstempelstænger i entreprenørmaskiner, til lejeflader, cylinderflader mv. i industrimaskiner. Hårdchrombelægninger har revner, der løber vinkelret på overfladen, og en del af revnerne kan nå helt gennem belægningerne. Under korrosive forhold anvendes på almindeligt stål en eller flere underliggende belægninger af nikkel for at opnå tæthed og undgå korrosion på ståloverfladen. Alternativt udføres hårdforkromningen på et korrosionsbestandigt materiale som fx rustfrit stål. Se også chrom.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Jensen: forkromning i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=78310