Forgyldning, overfladebehandling, hvorved et emne pålægges en belægning af bladguld.

Ved forgyldning af jern og metal kan grunden forberedes med mønje, jernoxidfernis eller harpiks. En jernoverflade ætses til en vis ruhed eller belægges med et tyndt lag kobber vha. en kobbersulfatopløsning. Ved forgyldning af bygningsdetaljer udendørs må overfladen forpoleres med kalk eller marmorpasta og imprægneres med harpiks eller dyrelim.

Forgyldning af metaller har været kendt siden oldtiden. Foruden belægning med bladguld er lueforgyldning og kemiske udfældninger blevet anvendt. Bygningsdele af træ, sten, marmor og stuk er blevet forgyldt, og kunstgenstande af sølv og bronze ligeledes. Theophilus, den tidligste kilde til guldsmedeteknikken, bringer mange oplysninger i sit værk fra omkring 1100. Guldslageren kaldtes bractearius, og et stykke tyndt guldblik kaldtes en brakteat. I Europa har især Nürnberg, Fürth, Dresden og Berlin været kendt for guldslageri. I den ortodokse kirke er forgyldning almindelig; ikonostasen, den væg, som skiller det hellige fra det rum, hvor menigheden opholder sig, er rigt dekoreret med malede og forgyldte ikoner. Kirkernes løgformede kupler er ofte forgyldt. Også i Østen anvendtes bladguld tidligt. Templer og paladser med udskåret og malet træværk er blevet dekoreret med bladguld, og talrige kunstgenstande af træ, lak og papir er blevet belagt med bladguld.

Bogbind

Ved komponerede bind anvendes presseforgyldning: En matrice med tekst og dekoration presses med guld eller farver på bindene i en automatiseret arbejdsgang.

Til håndforgyldning bruges stempler, fileter og bogstavtyper, der tager blade af finguld op fra en læderpude. Inden der trykkes, er bindmaterialet grunderet, traditionelt med æggehvide.

Bogforgyldningens stilhistorie afspejler den almene; ældre stempler har derfor både historisk og praktisk interesse. Det københavnske firma Hagel Olsen Grafisk Forgylderi rådede indtil sit ophør i 2004 over håndforgylderværktøj fra de sidste 200 år, hvoraf en stor del stammede fra nu nedlagte forgylderfirmaer og bogbinderier.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig