Beton (Betonarbejde), Valg af betonrecept, afmåling af delmaterialer, blanding, transport, udstøbning og efterbehandling benævnes betonarbejde. Da god og dårlig beton i vid udstrækning består af de samme delmaterialer, er det vigtigt, at betonrecepten vælges korrekt. Det er nødvendigt at foretage prøvestøbninger, inden en ny betonrecept tages i brug. Afmåling af delmaterialer skal ske ved vejning, da måling efter rumfang er for usikkert. De afvejede mængder fyldes i blanderen, der i løbet af 1-2 min udfører blandeprocessen. Beton fordeles i formen og komprimeres ved hjælp af vibratorer, som får beton til at udfylde formen og omstøbe eventuel armering fuldstændigt. Når betonen er udstøbt, skal den sikres en hærdning under styrede forhold uden udtørring eller for store temperaturforskelle. Når betonen er hærdnet tilstrækkeligt, fjernes formen, men efterbehandlingen skal fortsættes i op til to uger afhængigt af temperatur- og klimaforhold.