Beton (Levetid), Al beton nedbrydes med tiden og bliver til udgangsmaterialerne sand, sten og jord. Hastigheden af denne proces er afhængig af betonens sammensætning, den håndværksmæssige kvalitet, konstruktionens udformning samt det miljø, betonen udsættes for. Beton, der befinder sig indendørs i tørt miljø, vil have en meget lang levetid, der skal måles i tusinder af år. Beton, der udendørs er udsat for vand, frost og salte, kan nedbrydes på få år, hvis den indeholder fejl. Omvendt kan en korrekt udformet konstruktion, der er udført omhyggeligt med en god beton, opnå levetider på over 100 år under selv de barskeste naturlige miljøforhold. Kemiske angreb især fra syrer kan dog nedbryde al beton på meget kort tid.