Kæbeknuser, apparat til knusning af bl.a. prøver af bjergarter til ærtestørrelse. Det består af to kæber, den ene fastspændt, og den anden bevægelig. Vinklen mellem kæberne er 30-40°, og bevægelsen er størst forneden, hvorved materialets passage gennem knuseren lettes. Spalteåbningen mellem kæberne kan indstilles og bestemmer partikelstørrelsen af det knuste materiale. Efter kæbeknuseren sendes de knuste prøver videre til finmaling.