Erichsen-prøve, (efter nordmanden A.M. Erichsen, 1876-1952), materialeprøvning til bestemmelse af et plademateriales deformationsegenskaber. Prøven udføres ved at trykke et stempel (med radius 10 mm) op mod pladen, indtil der opstår brud i denne; pladen er fastspændt med en kraft på 10 kN. Dybden af bulen i pladen betegnes som materialets Erichsen-værdi; jo højere værdi, desto bedre presbarhed. Se også materialeprøvning.