Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

materialeprøvning

Oprindelig forfatter VFB Seneste forfatter Redaktionen

materialeprøvning, undersøgelse af især faste materialer med henblik på at bestemme deres egenskaber dels i sig selv, dels som led i en konstruktion. Den indgår som hjælpemiddel til materialevalg og dimensionering og foregår tillige i stort omfang som kontrol af en løbende produktion og til belysning af nye materialers egenskaber. Endvidere anvendes den ved opklaring af skader og havarier.

Mekaniske prøvemetoder

tjener til bestemmelse af materialernes styrke- og deformationsegenskaber. Mest anvendt er trækprøvningen, hvor en standardiseret prøvestang trækkes over, og flydespænding, trækstyrke, elasticitetsmodul, forlængelse og indsnøring måles. I tryk-, bøje- og torsionsprøvning bestemmes andre væsentlige egenskaber. Ved slagprøvning og brudmekaniske metoder bestemmes materialernes sejhed og skørhed, ofte ved forskellige temperaturer. I udmattelsesprøvning bestemmes en prøvestangs holdbarhed over for svingende eller roterende belastning. I krybeprøvning bestemmes bestandigheden ved forhøjet temperatur, især med henblik på anvendelse i gasturbiner og kedler. Pladeformet materiales egnethed til formgivning undersøges i specielle apparater, der bl.a. afslører overfladens udseende efter formgivningen. Hårdhedsmåling er en hurtig og almindelig metode til karakterisering af såvel metaller som keramiske materialer.

Fysisk materialeprøvning

består fx i bestemmelse af massefylden, kornstørrelsen, fasetransformationer (herunder smelte- og kogepunkt), refleksionsevne og porøsitet. Endvidere kan der være tale om at bestemme varmeledningsevnen, den elektriske ledningsevne og de magnetiske egenskaber. Det er ofte vigtigt at karakterisere materialets overflade. Hertil benyttes en række avancerede specialundersøgelser bygget på røntgenstråling, neutronspredning og tunneleffekt.

Annonce

Kemisk materialeprøvning

består i en kvalitativ og kvantitativ analyse enten ved klassiske kemiske metoder, ved optisk spektrografi eller ved røntgendiffraktion. Med elektronmikrosonden kan sammensætningen af et fast materiale bestemmes med stor præcision, og samtidig kan man bestemme de enkelte fasers sammensætning og volumenandele (se metallografi). I korrosionsprøvning underkastes metallerne en række standardiserede prøver, hvor de fx udsættes for vejrliget i mange år, eller der foretages accelereret prøvning i salttågekamre eller i varme, aggressive opløsninger.

Ikke-destruktive metoder

De ovenfor nævnte metoder er i reglen destruktive, dvs. man må lægge et snit i eller udtage en prøve af materialet. Ikke-destruktive prøvninger som ultralydundersøgelse og radiografi supplerer eller erstatter i mange opgaver de destruktive metoder.

Historie

Store trækprøvemaskiner byggedes i 1860'erne i Sverige og Storbritannien og i 1870'erne i Tyskland. Den egentlige materialeprøvning understøttet af teoretiske overvejelser begyndte kort efter med arbejder af J. Bauschinger, A. Martens og af Jernkontoret i Stockholm.

Der er i tidens løb indhentet et umådelig stort antal prøveresultater. En lille del af disse er nu tilgængelige i databaser, der især sigter mod at hjælpe til det rette valg af konstruktionsmateriale.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vagn Fabritius Buchwald: materialeprøvning i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=122887