Hydroforanlæg, trykforøgeranlæg, som anvendes dels i høje bygninger, hvor det lokale vandtryk ikke kan presse vandet op i de øverste etager, dels i bygninger, hvor vandet pumpes op af en brønd. Hydroforanlæg består af en pumpe og en trykbeholder, hvori der er en luftpude, der udjævner trykket. Trykforøgning kan udføres uden beholder alene med en regulerbar pumpe.