Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

sandfanger

Oprindelig forfatter HFBu Seneste forfatter Redaktionen

sandfanger, mole bygget ud fra en opstrøms havnemole med det formål, at en stor del af det sand, der ellers ville føres ud foran havnemundingen og bundfældes til gene for sejladsen, aflejres på havnens luv side (se luvsidetilsanding).

Sandfangeren bevirker en koncentration af den langsgående strøm, som forøger materialetransporten forbi havnen. Ideelt vil der opstå en ligevægtstilstand, hvor mængden af tilført materiale og forbitransporteret materiale er lige stor. Erfaringer viser imidlertid, at denne ligevægtstilstand sjældent nås, hvorfor der med mellemrum må uddybes. En forlængelse af sandfangeren øger muligheden for læsideerosion. Der er fx bygget en sandfanger ved Hirtshals Havn.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Falk Burcharth: sandfanger i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=155247