Estakade, nedrammet pælerække, der anvendes langs bredden af et vandområde for at beskytte mod erosion og jordudskridning. Estakade anvendes også som betegnelse for pælebygværker, der anbringes opstrøms for bropiller for at beskytte pillerne mod belastninger fra drivende is, træstammer og i ældre tid tillige fra brandflåder og sammenlænkede træstammer, som fjenden sendte med strømmen for at ødelægge broen.