Dykkerklokke, luftfyldt nedadtil åben beholder, der kan nedsænkes i vandet, og hvori dykkere kan opholde sig. Oprindelig var anvendeligheden begrænset af den medbragte luftmængde; i dag er dykkerklokker ofte forsynet med lufttilførsel. Betegnelsen dykkerklokke bruges også om de lukkede kamre, hvori dykkere under tryk kan transporteres mellem arbejdssted og trykkammer på overfladen. Se også dykning.