Dolos.

.

Dolos, betonblok med form som et vredet H. Anvendes til armering af havnemoleskråninger og kystsikringsbygværker, således at disse kan modstå bølgepåvirkningen. Dolosse udføres normalt af uarmeret beton og udlægges i to lag i tilfældigt mønster, men med et vist antal pr. m2 skråning.

Faktaboks

Etymologi
Ordet dolos kommer af sydafrikansk dolo om ben i et fjerkræskelet.

På grund af god sammenlåsningseffekt og stor hulrumsprocent har dolosarmering stor bølgemodstandsdygtighed og giver små bølgeopskylshøjder. Blokkenes størrelse og kropstykkelse tilpasses bølgeforholdene. De fleste blokstørrelser er fra 5 til 30 t, men blokke på op til 50 t kan anvendes, hvilket dog kræver, at betonen armeres.

Dolosse er i Danmark anvendt bl.a. i Hirtshals' havn og i høfder langs Vestkysten. Dolosse er udviklet i 1960'erne af den sydafrikanske ingeniør E.M. Merrifield.

Se også kystsikring.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig