PADI, Professional Association of Diving Instructors, organisation til uddannelse af dykkere, stiftet 1966 af John Cronin (1928-2003) og Ralph Erickson (1922-2006) i USA. John Cronin var allerede på daværende tidspunkt instruktør i forbundet NAUI, men ønskede at ændre datidens praksis med at tage ét langt og meget omfattende dykkerkursus for i stedet at dele dykkeruddannelsen op i mindre og mere overskuelige bidder for derved at gøre rekreativ dykning mere tilgængelig.

PADI's læringssystem består af moduler, hvor teori og praktiske øvelser integreres med mange audiovisuelle hjælpemidler. Systemets grundtanke er, at alle lærer i deres eget tempo, og man gennemfører således først modulerne, når man opnår mestring af klart definerede færdigheder. I grundkurserne fokuseres meget på motoriske færdigheder og sikkerhed, mens senere kurser lægger mere vægt på teoretiske aspekter såsom de forskellige gaslove (fx Henrys lov), fysiologi og kemi.

Alle PADI-instruktører anmeldes jævnligt af deres kursister, hvorved en kontinuerlig kvalitetssikring fra PADI-hovedkvarteret muliggøres. I organisationenes medlemsblad Undersea Journal, der udkommer kvartalsvis, vises bl.a. disciplinære udelukkelser o.l. af instruktører, som forbryder sig mod de vedtagne undervisningsstandarder.

PADI har ikke et regionalt kontor i Danmark, men Kingfish Dive & Travel i København er af PADI kategoriseret som et femstjernet uddannelsescenter, det eneste i Danmark hvor der undervises i alle niveauer af PADI's undervisningssystem.

PADI er blandt verdens førende organisationer til uddannelse af dykkere med ca. 900.000 udstedte dykkercertifikater årligt.

PADI's hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig