Dampspærre, dampbremse, membran med høj diffusionsmodstand mod vanddamp. Dampspærren indlægges i klimaskærmen (ydervægge, vinduer, tag m.m.) på isoleringsmaterialets varme side og skal forhindre, at fugt indefra når fugtfølsomme lag i klimaskærmens kolde dele og giver kondens. Dampspærren består normalt af polyethylenfolie eller coated aluminiumfolie. En særlig lagdelt dampspærre, Hygrodiode®, tillader, at vand fra sommerkondens fjernes fra klimaskærmen ved kapillarsugning gennem en kunststoffilt. Se også varmeisolering.