Lyddødt rum, refleksionsfrit rum, rum, almindeligvis en stor betonkasse, der på indersiden er beklædt med lydabsorberende materiale. I det lyddøde rum kan man skabe et lydfelt, fx mellem en højttaler og en mikrofon, som udelukkende består af den direkte lyd, dvs. uden refleksioner. Dette har betydning, når man fx vil studere den retningsafhængige lydudstråling fra en højttaler og ved såkaldt psykoakustiske forsøg med kunstigt frembragte lydfelter.