Tagpap, tagdækningsmateriale, der fremstilles af bitumen armeret med fibre af polyester og/eller glas. Oftest er bitumenen tilsat mineralsk fyldstof af formalet kalk eller, hvis særlige krav skal opfyldes, skifer- eller feldspatmel, der begge er syrefaste.

For at modvirke nedbrydningen som følge af Solens ultraviolette stråling er oversiden af den tagpap, der skal danne øverste lag, bestrøet med små, flade skiferkorn eller i visse tilfælde belagt med metalfolie, der er præget, så den kan følge de temperaturbestemte bevægelser i tagpappen. Ældre tagpap består af tjæreimprægneret råpap fremstillet af uldaffald; råpappet er porøst og derfor velegnet til at opsuge tjæren. Af miljømæssige grunde blev tjære forbudt i 1970.

I slutningen af 1700-t. blev der forsøgsvis fremstillet små tjæreimprægnerede tagpapplader som erstatning for tagspån og tagskifer. Fremstillingen af tagpap i ruller kendes først i slutningen af 1850'erne. Den første registrering af en dansk tagpapfabrik er fra 1863.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig